DBU Bornholms Get Movin'-arrangement slog alle rekorder med 110 deltagere.
Der var næppe mange afbud, da ikke færre end 110 fodboldpiger i alderen fra 6-12 år torsdag eftermiddag satte hinanden stævne til en kæmpe fællestræning i det såkaldte Get Movin'-regi på Rønne Stadion Nord.
Det er sværere at fastholde de yngste piger, end det er med drengene i den samme alder, og arrangementer som torsdagens fællestræning er et led i den løbende fastholdelsesproces, som DBU Bornholm har sat i værk.
Pigerne kom fra alle øens aktive pigeklubber med undtagelse af RIK og Knudsker, der kun lige har fået fodbold for de helt små piger på programmet, og Ajaja Kofoed-Nørregaard, event-medarbejder i DBU Bornholm, var stolt over det store fremmøde.
– Vi gør det for at give pigerne en stor oplevelse. Her får de lov til at opleve en anderledes træning end hjemme i deres egne klubber, de møder spillere fra andre klubber, og så håber vi selvfølgelig, at det kan være med til at skabe noget mere opmærksomhed omkring pigefodbolden.
Træningen blev ledet af Signe Mousing, der selv er tidligere elitespiller og i dag arbejder som koordinator for alle de aktiviteter, der indgår i arbejdet med de danske U16- og U17-landshold for piger. Hun var også begejstret over fremmødet i Rønne.
– Jeg har lavet mange fællestræninger, men det er første gang, jeg har arbejdet med så mange piger på én gang. Men det er dejligt at se så mange piger til en fælles aktivitet.
Samlingen blev indledt med en fælles opvarmning med bolden i centrum, og derefter blev de mange piger opdelt i mindre hold, hvor Signe Mousing fik assistance af en håndfuld lokale trænere.
– De havde alle fået programmet tilsendt på forhånd, og efter en kort snak, da vi mødtes, gik vi bare i gang. Det fungerede fint, og jeg er meget tilfreds med det samarbejde, jeg har haft med DBU Bornholm i hele forløbet.
– Pigerne syntes også, at det var sjovt - jeg så kun glade ansigter. Det var også hovedbudskabet i dag, at det skal være sjovt at gå til fodbold. Det er det vigtigste af alt, at de finder glæde ved fodbolden. Det var ikke i dag, vi skulle finde de næste landsholdsspillere, forklarede Signe Mousing efter den store træningsseance, der blev afsluttet med sandwich og kage til alle spillere.
Møde med trænerne
Signe Mousing fik ikke mange minutter til at hvile stemmen.
Efter fællestræningen var der arrangeret et træf for de trænere, der arbejder med de yngste pigeårgange på Bornholm. Her kom hun med en masse input til den daglige træning hjemme i klubberne.
Fredag trænede Signe Mousing med Elite Bornholms U16-piger. Her var formålet blot, at pigerne fik en anderledes træningsoplevelse. Bagefter fortalte gæstetræneren om sit daglige arbejde med U16- og U17-landsholdene.