Effatha!

Søndag. Hvis vi skulle have fået den opfattelse, at Jesus kom for at frelse os fra et fysisk liv og give os del i et overjordisk, åndeligt liv, viser helbredelsen af den døvstumme, at vi tager fejl. Vi er skabt med sanser, så vi kan erfare den verden, vi er skabt til at leve i. Jesus helbreder her en mand, der har mistet to af sine sanser og derfor er stærkt hæmmet i at leve i denne verden. Det, Jesus gør, er et udtryk for gudsrigets nærhed. Helbredelsen fortæller os, at det fremtidige gudsrige bliver et sted, hvor vi skal lytte og tale, ligesom vi skal mærke, smage og lugte.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Jesus stikker fingrene i den døvstumme mands ører, spytter og rører ved hans tunge. Er det for at omgærde helbredelsen med mystik? Næppe. Jesus tager tværtimod manden afsides, væk fra skaren. Dette foregår mellem Jesus og ham. Med kropssprog kommunikerer Jesus sin hensigt til manden. Som døvstum er det tvivlsomt, om han har forstået, hvorfor skaren har slæbt ham hen til Jesus. Nu tager Jesus ham med og fortæller ham på et sprog, som han forstår, hvad han vil gøre ved ham.

Derefter følger selve helbredelsen ledsaget af befalingen: »Luk dig op!« Jesus sukker, idet han ser op mod himlen. Hans personlige omsorg for den døvstumme viser os Jesu kærlighed til dette menneske. Hans suk viser os hans medfølelse. Samtidig er det et suk over alt det, som Djævelen havde held til at ødelægge og fastlåse, da han fristede de første mennesker. Nu må Jesus løse alt det, som Djævelen låste inde. Hans "Effatha!" er vores redning. På hans befaling vil vi blive løst fra alle syndens konsekvenser.

Mark 7,31-37