Det, der passer sig

NOTITS | ANDAGT | 28. MAR • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | 28. MAR • 06:00

Fredag. Kristus gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud. Det er det gode budskab. Når vi tager imod det, bliver vi fri af syndens, dødens og den Ondes magt og herredømme og begynder et liv i Guds rige. Det betyder ikke, at vi her og nu er synden kvit. Det kan vi blandt andet se af de mange formaninger i Det Nye Testamente. Mennesker, som lever i Guds rige, har brug for vejledning i, hvordan livet i Guds rige leves. Modsat fortsætter den, der har begyndt et liv i Guds rige, ikke uanfægtet med at leve som dengang, man havde synden, døden og den Onde som herre.

Paulus bruger to gode udtryk her. Der er noget, der ikke "sømmer sig", der er noget, der ikke "passer sig". Det at være kristen hænger sammen med et opgør med synd og et nyt liv i godhed og kærlighed.

Særligt tre ting peger Paulus på, at vi skal gøre op med. Det er utugt, urenhed og griskhed. For mennesker, der ikke har Jesus som frelser, er synder som disse årsag til, at de møder Guds vrede og dom. Gud vil rydde al synd ud af sit rige. Derfor passer og sømmer det sig ikke, at vi fortsætter med at praktisere disse synder.

Utugt er al slags seksuel praksis løsrevet fra ægteskabet. Urenhed er ikke et spørgsmål om ydre ceremonier, men om hjertets renhed. Ifølge Jesus er det fra hjertet, synden udgår (Matt 15,18-19). Endelig nævnes griskhed, som endda kaldes afgudsdyrkelse. Hvis griskheden tager magten over os, fortrænger den Gud som Herre. Alternativet er at leve som lysets børn, som Guds børn. Hvor han får sin vilje med os, vil det, vi tænker, siger og gør, blive præget af godhed, retfærdighed og sandhed.

Ef 5,1-9



FÅ ABONNEMENT