Afmagt, smerte og ensomhed

Søndag. Opvækkelsen af enkens søn er en forsmag på, at Jesus vil opvække alle, der tror på ham, til evigt liv og uophørlig glæde. Beretningen er ellers et eksempel på, hvor fortvivlende det kan være at leve i syndens og dødens verden. Tre sætninger ruller fortvivlelsen op for os.

"Da blev der båret en død ud." Enhver, der har gået i et ligfølge, kender følelsen af afmagt. Er det en, jeg har kendt godt, forsøger jeg at forstå, hvad det betyder, at han eller hun ikke længere er en del af mit liv.

"Som var sin mors eneste søn." Forældre, der begraver deres børn, bærer på en dyb smerte hele livet. At begrave sit eneste barn må være særligt frygteligt. For en mor og en far er et barn uerstatteligt, derfor efterlader et barns død en plads, som ikke kan overtages af nogen.

"Og hun var enke." For denne kvinde og mor var sønnens død dobbelt tragisk, fordi hun også havde mistet sin mand. Døden giver altid en følelse af ensomhed. For denne kvinde har ensomheden været dyb og uafrystelig. Hendes familie var uddød og hun selv ladt tilbage uden forsørger, uden nogen til at være hendes nærmeste medmenneske.

Men Herren ynkedes over hende. Når Jesus ser vores afmagt, smerte og ensomhed, berører det ham dybt. Måske har Jesus i situationen set en flig af det, der ventede ham på korset, hvor han skulle dø i afmagt, smerte og ensomhed. Men denne dag fik synden og døden ikke lov at få det sidste ord. Det gjorde de heller ikke, da Jesus blev båret til graven. Synden og døden får heller ikke det sidste ord over os, når vi dør i tillid til ham, som opvækker døde med sit ord.

Luk 7,11-17