Juel-Jensen rasede på TV2 Bornholm: Nu er han på tilbagetog

UDDANNELSE | Lørdag 9. august 2025 • 15:46
UDDANNELSE | Lørdag 9. august 2025 • 15:46

Peter Juel-Jensen (V) var slemt utilfreds med, at Bornholm blev forbigået i skolemadsforsøg, forklarede han til TV2 Bornholm – men følelsen fortog sig, da det gik op for ham, at ingen bornholmske skoler havde tilmeldt sig.

Den bornholmske folketingspolitiker Peter Juel-Jensen (V) blev mildest talt utilfreds, da han erfarede, at Bornholm ikke er med i et landsdækkende projekt med madordninger på skoler, som skal rulles ud i hele landet, har han forklaret til TV2 Bornholm.

_ Jeg sidder som bornholmsk valgt politiker og bliver godt og grundigt sur i skravlet, når jeg kan se, at en relativt lille kommune som Assens har tre skoler med i det her forsøg, og Bornholm har ikke nogen, sagde han således blandt andet til tv-stationen.

Men ak, da Tidende ringer ham op for en yderligere kommentar med spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er svært at komme med i en ordning, man ikke selv tilmelder sig, må han erkende, at han simpelthen ikke var klar over, at ingen bornholmske skoler havde valgt at stille op til den nødvendige lodtrækning for at komme i betragtning.

– Det blev jeg simpelthen først opmærksom på efter interviewet, siger han lidt ærgerlig.

– Jeg har været i dialog med Paradisbakkeskolen hele tiden og havde for eksempel i efteråret besøg af medlemmer fra bestyrelsen, inden der var deadline på tilmelding, og jeg var overbevist om, at de ville tilmelde sig. Først fredag fandt jeg ud af, at de ikke gjorde det.

– Så nu må jeg tilstå, at det er jo nok lidt svært at komme med i glasbowlen til en lodtrækning, når man ikke har søgt, slår Peter Juel-Jensen fast.

– Og derfor kan du nok høre, at jeg er lidt på tilbagetog. Luften fes lidt ud af ballonen.

191 skoler

Bornholms Tidende fortalte tidligere i august om, hvordan en gruppe fra Paradisbakkeskolen i december sidste år var på Christiansborg, nemlig tre medlemmer af skolebestyrelsen, skolens kok og skoleleder Pia Tofte, idet de rejste til hovedstaden for at bidrage til arbejdet med fremtidens skolemad og madskoler i Danmark.

Politisk endte det med en aftale om et nyt landsdækkende forsøg med skolemad, og 191 skoler blev udtrukket til at deltage i forsøget – men ingen fra Bornholm. 

Det var på den baggrund, det bornholmske folketingsmedlem sagde til TV2 Bornholm, at han er bekymret over den manglende geografiske repræsentation i indsatsen.

Af Tidendes tidligere omtale af sagen fremgik det da også, at man på Paradisbakkeskolen ærgrede sig over, at ordningen fra staten og de medfølgende 854 millioner kroner ikke er brugbar i Nexø, og formanden for skolebestyrelsen, Kennet Larsen, forklarede om Folketingets initiativ, som hører under  Børne- og Undervisningsministeriet:

Ikke en madskole

– Det, de lægger op til, er ikke på nogen måde brugbart, for det er ikke en madskole, de vil lave. Det er en madordning. Vi kunne godt tænke os at gøre landspolitikerne opmærksomme på, hvad det egentlig er, de siger og gør, og hvad konsekvenserne er. Så vi kunne godt tænke os at få dem lidt mere i tale.

Ordningen er altså ikke rigtigt skruet sammen, så de kan bruge den, så hvad tænker du nu, du eventuelt kan gøre i sagen?

– Ja, man skal være opmærksom på, at en madordning og en madskole er to forskellige ting, siger Peter Juel-Jensen.

– Nu løber den her forsøgsordning frem til 2028, og længere fremme i forløbet må vi så se på, om den skal fortsætte eller ændres. Og der vil jeg nok prøve på at se, om jeg kan spille ind ved at  understøtte madskoletanken og udvikle det koncept, siger Peter Juel-Jensen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT