To biler stødte torsdag eftermiddag frontalt sammen uden for Østermarie by. Det oplyste vagthavende ved Bornholms Politi til Tidende.
– Fire personer er blevet kørt på hospitalet i ambulancer, mere ved vi ikke lige nu, sagde han ud på eftermiddagen.
Meldingen om færdselsuheldet indløb klokken 16.05, og Svanekevej blev lukket i begge retninger, men blev åbnet igen lige efter klokken 18, oplyste indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen Kim Riis ved 18.10-tiden.
– Der var en, der var alene i sin bil, og som blev fastklemt, men som vi har klippet fri, sagde han også til Tidende.