Forstyrrelser i Østersøen: Skibe havner i Rusland

NOTITS | TRAFIK | 2. MAJ • 07:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | TRAFIK | 2. MAJ • 07:00

Den svenske myndighed Sjöfartsverket modtog i weekenden flere anmeldelser om forstyrrelser i satellitbaserede navigationssystemer, hvor skibe så ud til at befinde sig i Rusland, selvom de i virkeligheden sejlede rundt i den sydlige og sydøstlige del af Østersøen.


Det fortæller den svenske avis Expressen.

Da skibenes positioner ikke forsvandt fra navigationssystemerne, men i stedet fremgik forkert, vurderer Sjöfartsverket, at der er tale om bevidste handlinger, og derfor har man udsendt en advarsel.

– Vi opfordrer skibsfarten i området til at være opmærksom, siger pressetalsperson Sebastian Wigmo til Expressen.

Det svenske forsvar er orienteret om forstyrrelserne, men foretager sig ikke umiddelbart noget i sagen. Da der findes alternative navigationssystem, er der ingen fare for sikkerheden til søs, fremgår det.



FÅ ABONNEMENT