Er der nogen møbler, du køber, som du vælger ikke at sætte til salg lige med det samme, fordi du spekulerer i, at prisen vil være højere efter et par år?
– Nej, jeg køber ikke ind for at tro på noget et par år frem. Det har vi ganske enkelt ikke plads til.
– Men der er nogle, der gør det. For eksempel Børge Mogensens slædestole og slædesofaerne. De er på fire-fem år næsten fordoblet i pris. Og det er jo efterspørgslen, der sætter prisen. Det er et sjovt marked, for man skal hele tiden være på.
Får du henvendelser fra udlandet?
– Ja, vi får henvendelser fra lande som Japan og USA, men det er ikke rigtig noget, vi gør os i. Vi har solgt noget til Holland, men ellers sælger vi mest til turister fra Danmark, Norge og Sverige. Men vi sælger til opkøbere, som kommer forbi. De køber hos os og sælger videre til udlandet, men det er et helt andet marked. Hvis du kigger på priserne for et brugt dansk designmøbel i USA, kan det være op til tre gange prisen end herhjemme. Men vi holder os fra at sende en container derover. Vi er fint tilfredse med at sælge lokalt.