Når mor føder på Riget: Far får lettere ved at være med

Når mor føder på Riget: Far får lettere ved at være med
Det er vigtigt, at bornholmske fædre kan være med hele vejen, når mor bliver nødt til at føde i København. Det understreger formanden for regionens sundhedsudvalg.
SUNDHED | Fredag 28. marts 2025 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
SUNDHED | Fredag 28. marts 2025 • 05:30

Når mødre på Bornholm bliver nødt til at føde på Rigshospitalet, kan det være svært for faren at være med hele vejen, men der er forbedringer på vej.

Der er naturligt nok mest opmærksomhed på moren, når et forældrepar skal byde et barn velkommen til verden. Det er trods alt hende, som føder barnet. Men der er også en far, og i nogle tilfælde har bornholmske fædre svært ved at være med hele vejen. Det gælder, når fødslen af en eller anden grund foregår på Rigshospitalet. Men det er bedring på vej, lover Region Hovedstaden.

Problemstillingen er aktuel, fordi formanden for regionens sundhedsudvalg har rejst den i et spørgsmål til embedsværket.

– Jeg besøgte Bornholms Hospital og også fødeafdelingen, og jeg talte lidt med dem om, hvad de så som deres største udfordringer. En ting var, at når bornholmere skal til Rigshospitalet, så er der lidt dårlige muligheder for, at far kan være med omkring mor og barn, siger Christoffer Buster Reinhardt om, hvorfor han har stillet spørgsmålet.

Faktisk er der tale om tre spørgsmål, hvor han gerne vil vide, hvor ofte kvinder fra Bornholm føder på Rigshospitaler, hvilke muligheder far har for at overnatte og dermed være en del af barselsforløbet, og hvilke muligheder der er for at forbedre forholdene på Rigshospitalet.

– Far kan jo ikke lige køre hjem, som vi andre kan, siger Christoffer Buster Reinhardt og fortæller, at han også har stillet spørgsmålet for at lægge lidt pres og opmærksomhed på problemstillingen og vise, at der er nogle, der holder øje med den.



På Mary Elisabeths Hospital vil alle barselsstuer være enestuer med plads til morens partner. Det åbner efter planen i 2027. Illustration: Region Hovedstaden, Mary Elizabeth Hospital

 

For egen betaling

Af svaret fremgår det, at der i 2024 var i alt 17 fødsler på Rigshospitalet med kvinder bosat på Bornholm. Tre af disse kvinder blev akut overflyttet med helikopter efter at have været indlagt og startet fødsel på Bornholms Hospital. Overflytning af gravide skyldes enten komplikationer i graviditeten eller en forhøjet risiko for kompliceret fødsel.

I forhold til overnatningsmuligheder så afhænger det af, hvilket afsnit de fødende er tilknyttet. På barselsafsnittet for sårbare kan morens partner være medindlagt indtil udskrivelse, men på det almindelige barselsafsnit er der ikke altid mulighed for at medindlægge partneren, men det tilstræbes, når det er muligt i forhold til kapaciteten.

Rigshospitalet er i gang med at ombygge flersengsstuer til enestuer, som vil muliggøre overnatning. Indtil da tilbydes overnatning på patienthotellet, dog oftest for egen betaling.

Den samlede løsning for ombygningen af barselsafsnittet beløber sig til 1,9 millioner kroner, og når den er gennemført vil alle partnere kunne tilbydes overnatning på afsnittet.

Ekstra gode forhold

Det fremgår også, at når Mary Elisabeths Hospital åbner, vil alle barselsstuer være enestuer med plads til morens partner. Det forventes at ske i 2027. Mary Elizabeths Hospital er Rigshospitalets nyeste byggeri, som skal samle alle gravide, børn og unge i et trygt og hjemligt miljø.

– Det bliver markant bedre, når det nye Mary Elizabeths Hospital kommer. Det er vigtigt, synes jeg, for det er vigtigt, at far kan være med omkring barnet, også selvom mor og far bor på Bornholm, og de skal føde på Rigshospitalet. Det er rigtig vigtigt i den første tid, det ved jeg også fra, da jeg selv fik børn, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Han er tilfreds, hvis den nye løsning bliver god nok for alle, og han kommer til at holde øje med, at det også bliver en ordentlig løsning for bornholmerne.

– Jeg kommer til at holde opmærksomhed på, at dem, der skal rejse lang, har ekstra gode forhold, for de kan ikke lige tage cykel eller metroen hjem, siger han.

 

Det har Christoffer Buster Reinhardt spurgt om

• Hvor mange på Bornholm bosiddende kvinder føder årligt på Rigshospitalet?

• Hvilke muligheder og fysiske rammer er der for, at far kan være en del af barselsforløbet – her tænker jeg konkret på overnatningsmuligheder mv., da det jo ikke er lige så tilgængeligt at køre hjem, som det er for borgere bosiddende i hospitalets optageområde?

• Hvilke muligheder er der for at forbedre de fysiske forhold for bornholmerne på Rigshospitalet, og hvad vurderes det at koste?



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT