Lægemangel bider sig fast i 2025

Lægemangel bider sig fast i 2025
Arkivfoto
SUNDHED | 10. JAN • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
SUNDHED | 10. JAN • 19:00

Der er seks ledige lægekapaciteter på Bornholm.

I Region Hovedstaden som helhed er der nok praktiserende læger til at dække antallet af patienter. Der er dog områder i regionen, som kan have gavn af øget kapacitet, mener regionen, og Bornholm er et sådant område.

Det fremgår af en dagsorden til udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, at Bornholm er et af de steder i regionen, der har størst behov for ekstra kapacitet i den almene praksis. Faktisk har Bornholm en forventet dækningsgrad under 100 procent i 2025.

Dækningsgraden beskriver, hvor godt et område forventes at være dækket af kapaciteter, både i forhold til den forventede befolkningsudvikling og kapaciteter, som er på vej til området. Er den under 100 procent, er det udtryk for, at der potentielt kan mangle kapacitet til at varetage den forventede befolkningsudvikling.

På samme møde skal udvalget forholde sig til det såkaldt lægedækningstruede områder. Dem er der fem af i Region Hovedstaden, og Bornholm er det ene. I vurderingen indgår blandt andet andelen af ubesatte kapaciteter. Dem er der seks af på Bornholm. Situationen på Bornholm er grunden til, at regionen driver praksisklinikken på hospitalet.

For at øge den geografiske lighed har Region Hovedstaden mulighed for at omfordele til nye områder, når en kapacitet tilbageleveres til regionen, eksempelvis fordi en læge ikke kan sælge kapaciteten ved ophør, og i lægedækningstruede områder er der mere fleksible rammer for ansættelse af læger og adgang til etablering af delepraksis.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT