Der skal mere leg og liv i Gudhjem, og derfor har en arbejdsgruppe under Gudhjem By- og Museumsforening etableret et klatretårn for de mindste og en ny udendørs motions- og træningsstation for unge, forældre og andre voksne.
Der er også blevet lavet et rekvisitrum, som rummer cykler, der kan lånes til pump track bane, bolde, legespil og redskaber til bevægelse og sjovt samvær.
– Vi har som mål at etablere sociale mødesteder for alle, men især for familier med børn og de unge. Mødesteder, hvor flere kan have et sundt og aktivt virke sammen med andre. At mødes i det fri under åben himmel og kunne lege og bevæge sig, fortæller projektleder Sanne Bloch på vegne af gruppen bag "Leg og Liv i Gudhjem" under Gudhjem By- og Museumsforening.
De nye faciliteter findes ved en legeplads, som allerede rummer flere legeredskaber, en beach volleybane og en svævebane. Derudover er der også et nyt paddletennisanlæg, som er etableret af Matchpadle Bornholm, som også indvies fredag klokken 15-17.