Lang ventetid er noget, man er vant til, hvis man har brug for en ikke-akut tid hos en fodterapeut her på øen. Ventetiden er stadig næsten fire gange så lang som i resten af Region Hovedstaden, men tidligere har det været meget værre. Faktisk er den selvvurderede ventetid mere end halveret på halvandet år, fremgår det af en orientering til Sundhedsklynge Bornholm.
Den selvvurderede ventetid er den ventetid for ikke-akutte patienter, som fodterapeuterne selv har angivet på sundhed.dk, der er den digitale indgang til sundhedsvæsnet. I juni 2023 lå den på 50 uger her på Bornholm, mens den i resten af Region Hovedstaden var på fire uger. I december 2024 var den lokalt faldet til 23 uger, mens den på den anden side af vandet var steget til seks uger.
Region Hovedstaden vurderer, at der især er to grunde til, at ventetiden er mere end halveret. Dels har flere af de praktiserende fodterapeuter på øen opdateret deres ventetider, så de er mere realistiske, og dels er kapaciteten vokset, da der er kommet flere praktiserende fodterapeuter. Den øgede kapacitet ses både i antallet af ydernumre og antallet er personer, som er fodterapeuter. I løbet af 2024 er fire nye fodterapeuter startet, og i 2023-2024 er antallet af ydernumre steget fra syv til 10. Ønsker man at behandle patienter med tilskud, skal man have et ydernummer.