– De klassiske marginaler var bare slet ikke på vores side i dag. Selv om vi taber 3-1, så går vi fra kampen med oprejst pande og med en god og lærerig følelse. I dag fandt vi ud af, hvad intensitet betyder i den daglige træning. For at vinde kampe som denne kræver det, at man er modig, stoler på egne evner og er helt oppe i gear, lød det efter kampen fra lederduoen Dennis Bo Pedersen og Anders Munch.
Selv om det kun blev til en andenplads, og der ikke bliver spillet om op- og nedrykning i Liga-turneringen, så forventer Elite Bornholm-trænerne, at U14-holdet bliver rykket op i Liga 1-rækken i forårsturneringen.
U16 tabte til bundhold
På hjemmebanen i Rønne lykkedes det for første gang i denne sæson ikke for Elite Bornholms U16-drenge at få bolden i nettet. Bundholdet fra FA 2000 tog revanche for hjemmebane-nederlaget på 0-3 i de to holds første opgør og vandt med 1-0. Sejrsmålet blev scoret ti minutter før tid.