Tobias Aagaard Hansen skal køre sit sidste år som U23-rytter på det bornholmske hold efter tre år på henholdsvis Uno-X Development og Leopard Togt.
BHS - PL Beton Bornholm oplyser, at rytteren i år vandt gadeløbet i Herning og sidste år fik en UCI-sejr på CV'et, da han vandt en etape i Baltic Chain Tour.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at køre for BHS – PL Beton Bornholm næste år. Jeg håber at kunne genstarte lidt af det momentum, som jeg havde på landevejen forrige år, men som jeg ikke synes helt blev vist frem i denne sæson. En af mine andre spidskompetencer ligger på banecyklen, hvor jeg håber at kunne køre mig til en plads på OL-holdet i 2024 – en satsning, som jeg er rigtig glad for, at BHS – PL Beton Bornholm gerne vil støtte mig i. Derudover så er jeg også spændt på, hvordan det bliver at komme til et mere danskbaseret hold – både i staff og ryttere, hvor der kan findes et rigtigt godt fællesskab blandt alle mand på holdet, siger Tobias Aagaard Hansen om skiftet.
Han er holdets 11. offentliggjorte rytter for 2024.