Den bedst bevarede
I rapporten kan man læse, at ekspertudvalgets øjne er faldet på Svaneke, fordi byen er den bedst bevarede repræsentant for de bornholmske købstæder med deres særlige erhvervsgrundlag og topografi.
Byens bærende bevaringsværdier består i de krogede gader, der følger ændringerne i terrænet, de enetages længer, der står på høje sokler og har røde tegltage, det lille torv, kirken
og havnen. Hertil kommer den tydelige landskabelige sammenhæng, som understreges af ind- og udsyn mellem by og marker mod vest, udsynet til havet i øst, de synlige og dramatiske klippeformationer langs kysten og enkelte steder i bybilledet.
Formålet med udpegningen er at sikre landets mest velbevarede bymiljøer, der stammer fra middelalderen og frem til midten af 1800-tallet, så byernes bevaringsværdier forbliver tydelige for eftertiden. De 16 bevaringsværdige kulturmiljøer vil fremover fremgå som nationale interesser i kommuneplanlægningen, hvilket vil sige, at kommunerne i deres planlægning skal tage hensyn til bevaringsværdierne i de 16 historiske bymiljøer.