Selvom det var en beslutning, han havde tænkt over i længere tid, var det stadig svært at underskrive salgsaftalen, lyder det fra Jimmi Persson. Foto: Jesper Merved
Det ikoniske gå i byen-sted er nu blevet solgt. Køberen meldte sig på banen efter blot én time.
Tilbage i oktober valgte Jimmi Persson at sætte Palæen til salg.
Det gjorde han efter lange overvejelser og med blandede følelser, men nu er Palæen blevet solgt. Det fortæller han til Tidende, men det var stadig svært.
– Jeg har jo glædet mig, lige siden der var en køber til det. Men jeg må også ærligt indrømme, at jeg lige fældede en tåre, da jeg skulle skrive under. Det var lidt mere vedmodigt, end jeg havde regnet med, fortæller han.
Og køberen er såmænd genboen til Palæen i form af Pizza og Kebab House med ejer Ramazan "Ramo" Aziz.
– Jeg er jo glad for, at det er blevet solgt, og jeg tænker, det er den rigtige køber, der er kommet til det, så der kan komme noget nyt liv i Palæcafeen. Men ja, det var hårdere, end hvad jeg lige havde regnet med, siger Jimmi Persson.
Der er flere grunde til, at det er blevet en hård afsked med Palæen.
– Jeg tror måske, at det var det hele, der kom på én gang. Det er minderne, og jeg har brugt 10 år af mit liv dernede nu. Mange af weekenderne er brugt der i 10 år. Det kom op i mig, at jeg ikke skulle bruge tid dernede igen, fordi det har været sjovt. Jeg har elsket at være der og kigget på festerne, musikken og det hele, fortæller han og fortsætter:
– Men man må også indse nogle gange, at ens tid er forbi, og det er min tid dernede. Det er helt sikkert det rigtige valg, men derfor var det stadig vemodigt.
Årsagen til, han sælger, er også at få mere tid til familien, der er kommet til i løbet af de 10 år, ligesom han har et malerfirma og en sommercafé i Hasle.
Brug for nye kræfter
Da Jimmi Persson satte det til salg, gik det hurtigt med henvendelsen fra genboen.
– Én time efter, jeg havde lagt den på nettet, kom Ramo ind til mig og sagde, at han gerne ville købe det. Så det gik ret stærkt, men der var selvfølgelig nogle ting, som skulle falde på plads.
Det er det kommet, og fra 1. marts er der en ny ejer.
– Det gik overraskende stærkt. Og det var også det, at det gik lige stærkt nok i, at jeg skulle finde mig selv i det. Så det passede mig fint, at der gik lidt tid med at få det hele på plads, så jeg kunne lande i det.
Grunden til, at det netop er Ramazan "Ramo" Aziz, der køber stedet, er også, at diskoteket lever videre.
– Jeg tror godt, at han vil have noget restaurant-café derinde igen også, ligesom jeg havde Café Noora på et tidspunkt. Han vil udnytte bygningen lidt mere, end den er blevet gjort på det sidste. Men især diskoteket har betydet meget for mig. Det er det eneste nulevende diskotek, der er tilbage på Bornholm, så jeg vil jo ikke have, at det skulle lukke sammen med mig. Det er et godt sted, der er gang i bylivet dernede, og der er et godt dansegulv, siger han og fortsætter:
– Jeg ville jo bare godt have nogle nye kræfter til at tage over. Og jeg kendte jo godt Ramo, fordi det er min genbo. Han er energisk, og han er lidt yngre end mig og har nogle rigtig gode idéer. Så jeg tror, at han har helt mod på det.
Alt personalet kommer også til at fortsætte på Palæen, men der ved Jimmi Persson allerede godt nu, at en del er væk til sommer, da de flytter over.
– Det har også være vigtigt, at han kunne overtage folk dernede. Men det er også årsagen til, at vi strækker den til 1. marts, fordi jeg har lovet Ramo, at han kommer ind og er en del af det allerede fra 1. januar, men at jeg også er derinde for at hjælpe og mixe steder sammen. Jeg kan nå at lære dem op, og mit personale kan lære det andet nyt personale op i en glidende overgang, siger Jimmi Persson.
Men selv efter 1. marts kan Ramo ringe, hvis der skulle være noget.
– Jeg er jo stadig på Bornholm, så han kan bare ringe. Jeg vil meget gerne give ham alle de råd og den hjælp, han overhovedet har brug for.