Ny undersøgelse om idrætsrammer: Bornholm er blandt de dårligste kommuner i landet

Ny undersøgelse om idrætsrammer: Bornholm er blandt de dårligste kommuner i landet
DIF opfordrer til, at der bliver sat fokus på idrætspolitik i den kommende kommunalvalgkamp. Arkivfoto: Berit Hvassum
IDRÆT | BORNHOLM | 11. OKT 2021 • 14:40
Jesper Gynther
Journalist
IDRÆT | BORNHOLM
11. OKT 2021 • 14:40

Bornholms Regionskommune ligger tredjesidst i en stor DIF-undersøgelse, hvor de danske kommuner bliver rangeret i forhold til, hvor idrætten har de bedste rammer og vilkår.


Det kunne gå langt bedre med rammerne for bornholmsk idræt. Det viser en ny stor undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund, som har kigget på alle landets kommuner på nær de fem små ø-kommuner.

Kommunerne er blevet vurderet på 21 forskellige parametre inden for fire hovedområder – frivillighed, faciliteter, økonomi og rammevilkår samt idrætspolitik. Blandt andet via 2.628 idrætsforeningers besvarelser af spørgeskemaer.

Resultatet er, at Bornholms Regionskommune er placeret som nummer 91 ud af 93 kommuner. Undersøgelsen blev første gang lavet i 2013, og der lå vores kommune som 70, mens den var placeret som nummer 88 i 2017.

Idrætten i kommunalvalget

Den 16. november er der kommunalvalg i Danmark, og Hans Natorp håber, at undersøgelsen kan være med til at sætte idrætten på dagsordenen.

– Et godt idrætsliv er utrolig vigtigt i forhold til at have glade og sunde indbyggere i kommunen, men et godt idrætsliv kommer ikke af sig selv. Det har behov for gode vilkår for at kunne fungere. Derfor bør idrætslivet bør være en af de centrale emner ved kommunalvalget, og jeg opfordrer alle kandidater til at sætte det på dagsordenen, siger DIF-formanden i en pressemeddelelse.

Han også håber på, at undersøgelsen vil blive husket efter valget.

– Jeg håber, at undersøgelsen kommer til at tjene som et værktøj for alle kommunerne i arbejdet med at sikre gode vilkår for idrætslivet – til gavn for kommunernes indbyggere, siger han.

Hele undersøgelsen kan findes her: www.dif.dk/kv21/kommuneundersogelse

I linket kan man se, hvordan de enkelte kommuner ligger placeret - både samlet og inden for de fire hovedområder, og se undersøgelserne fra 2017 og 2013.


Top fem i undersøgelsen:

1. Skive Kommune

2. Roskilde Kommune

3. Vallensbæk Kommune

4. Nordfyns Kommune

5. Thisted Kommune