Den nye ejer Pacific Media Group overtog officielt aktiemajoriteten i Esbjerg fB i sidste uge i forbindelse med klubbens generalforsamling, og det er i den anledning, at Ugeavisen Esbjerg har talt med Paul Conway, der er talsmand for den nye ejer og nyt bestyrelsesmedlem i EfB.
Han fortæller, at klubben skal holde op med at hente gamle spillere på frie transfers, men i stedet satse på klubbens eget akademi, hvor der er en del talentfulde, unge spillere.
– Vi er lige kommet, men Jimmi (Nagel Jacobsen, EfB's sportschef red.) har allerede opfordret træneren til at være mere angrebsmindet. Jeg vil gerne se nogle af de unge spille, så Phun (Phun Mang, der tidligere i år debuterede som 16-årig, red.) skal spille. Han er en af vores bedste ressourcer.
– Vi gør jo det her, fordi vi har et godt akademi, og akademidrengene skal spille. Det har været en glidebane over de seneste år, at man har hentet gamle spillere fra andre hold på frie transfere. Men det skal stoppe, fortæller Paul Conway til Ugeavisen Esbjerg.