Manglende kamptræning i forberedelsesfasen mod modstandere på eget niveau kostede dyrt, da NB Bornholm i lørdagens forårspremiere måtte se sig slået med 4-0 af det nye tophold i Københavnsserien, Hvidovre.
Superligareserverne fra Hvidovre er kendt for at spille teknisk god fodbold, og på kunstgræsset på Avedøre Stadion splittede hjemmeholdet i de første 45 minutter det bornholmske forsvar efter behag. Selv om NB Bornholm på papiret synes at have forstærket truppen hen over vinteren, så var det tydeligt for enhver, at der nok skal spilles et par kampe mere, før de nye folk i forsvaret for alvor finder sammen.
Benjamin Meibom bragte Hvidovre foran efter 13 minutters spil, og de følgende 32 minutter vil de nok helst glemme i NB Bornholm-lejren. På to mål af Christian Kok og et straffesparksmål af Benjamin Meibom stod der 4-0 på måltavlen allerede efter 36 minutters spil. Undervejs havde Hvidovre også et bragende skud på overliggeren.
NB Bornholm var sjældne gæster på modstandernes banehalvdel, men topscorer Nicolai Olsen fik en god chance for at udligne til 1-1, da han slap alene igennem i venstre side. Desværre endte det afsluttende skud for en gangs skyld i sidenettet.