Morten er forelsket i den røde trøje

Det sagde bare bang, da Morten Dyhr i tv så Europa Cup-finalen mod Borussia Mönchengladbach i 1977.

Den 54-årige bornholmer Morten Dyhr er uden for enhver tvivl en af Danmarks mest passionerede Liverpool-fans.

Mere end 300 gange har han set yndlingsklubben fra Merseyside spille. De fleste gange på hjemmebanen Anfield, men enkelte gange også, når Liverpool har spillet betydningsfulde kampe på udebane i de store europæiske turneringer.

– Det begyndte, da jeg var syv år og jeg i fjernsynet så Liverpool spille finale i Europa Cup-turneringen for mesterhold i Rom mod Borussia Mönchengladbach. Det var den aften, jeg blev forelsket i den røde trøje. Det var kærlighed ved første blik, fortæller Morten Dyhr en stille lørdag formiddag i sommerhuset i Stampen.

– De vandt så også kampen med 3-1 - det skal dertil siges.

– Hvad det var, der gjorde, at jeg blev så fascineret af Liverpool? Jamen, det var den røde trøje, ganske enkelt. Og så selvfølgelig Kevin Keegan, der var en helt outstanding spiller. Og det siger jeg, selv om danske Allan Simonsen også var med hos Borussia Monchengladbach og udlignede til 1-1, flot sparket ind, på en fejl af Steve Heighway langt oppe på banen.

– Jeg havde selvfølgelig set mange andre fodboldkampe i fjernsynet. Det var jo dengang, hvor der var Sportslørdag med engelsk fodbold hver lørdag hele vinteren. Men jeg havde aldrig følt noget tilhørsforhold til en bestemt klub. Det fik jeg den aften i Rom, den 25. maj 1977, og siden har jeg aldrig set mig tilbage. Siden er jeg bare gået all in.

I tiden efter den omtalte Europa Cup-finale var det Morten Dyhrs store drøm at få en rejse til Liverpool i konfirmationsgave.

– Men det blev der ikke noget ud af, fordi der i den periode havde været nogle kampe med en masse tilskuerballade. Så det fik jeg ikke lov til. Min mor syntes ikke, at det var lige det, vi skulle tage af sted til med en 13-årig dreng. Jeg havde ellers længe sparet op til den tur. Jeg havde et fritidsjob, og selv om det ikke var de store beløb, jeg tjente, så gik jeg hver fredag ned i Andelsbanken på Aakirkebyvej og købte engelske pund, som jeg opbevarede i en kasse derhjemme. Så havde jeg i hvert fald til lommepengene.

– Jeg var virkelig dedikeret på, at nu skulle jeg endelig over og se Liverpool-drengene. Jeg læste alt om Liverpool i Alt om Sport og købte masser af souvenirs, halstørklæder, emblemer og den slags. Væggene på mit værelse var fyldt med Liverpool-billeder og -plakater, og når vi sidder her i dag, så drikker vi stadig kaffe af gamle Liverpool-krus, som jeg købte dengang.

Morten Dyhr har sin egen flise på vejen, der fører bag om hovedtribunen Main Stand

Lang vej til Liverpool 

Først i 1987, som 17-årig, fik Morten Dyhr drømmen om for første gang at se Liverpool spille på Anfield opfyldt. Mod nabo-rivalerne fra Manchester United.

– Det var på den hårde måde - natfærge fra Rønne til København, bus til Calais i Frankrig, færge til Dover i England, bus til London og derfra videre med tog til Liverpool. Eller natfærgen til København, tog til Esbjerg, natfærge Esbjerg-Harwich og så ellers ind over via London til Liverpool. Det var noget af en rejse.

– Busturen fra København til Calais kostede 995 kroner, som var forholdsvis mange penge dengang. I alt kostede hele rejsen vel omkring 1.900 kroner, så med de ti kroner, jeg tjente hos blomsterhandler Kyhn, skulle der arbejdes nogle timer, før der var råd til den næste tur. Flyve fra København kunne der slet ikke blive tale om. Det kostede jo en krig. I dag koster det det samme at flyve til Manchester, som jeg dengang betalte for hele den lange tur med tog og færge, fortæller Morten Dyhr.

Han sørger selv for rejserne - alene eller sammen med gode venner. Han hopper sjældent på de grupperejser, som flere rejsebureauer arrangerer, eller rejser sammen med den danske fanklub, der også arrangerer ture til Liverpool et par gange om året.

– Jeg har ikke behov for at opholde mig i Liverpool i to-tre dage med overnatning - jeg har set alt, hvad jeg skal se i den by, understreger han.

– Sidste år overværede jeg 16 af Liverpools 19 hjemmekampe - i år bliver det nok kun til femten! I alt har jeg set 300 hjemmekampe på Anfield, plus/minus ti. Dertil kommer så 40-50 kampe i de store turneringer ude i Europa. Hvis Liverpool kommer i finalen i Curabao Cup i år, så er jeg også der den 16. marts. Jeg har også bestilt billet til Champions League-finalen i München den 31. maj, hvis det skulle blive aktuelt.

Kun én uge om året er - uanset Liverpools kampprogram - fredet. Det er ugen mellem jul og nytår. Morten Dyhrs datter fylder år 2. juledag, og hun kommer i første række, selv om det betyder, at han går glip af kampene på den såkaldte Boxing Day, hvor alle englændere med interesse for sporten skal til fodbold.

Aldrig et tomt sæde

Morten Dyhr har sæsonkort til Anfield - et kort, som automatisk bliver fornyet hvert år, med mindre han selv melder fra.

– Men benytter man ikke kortet, så bliver man slettet. Og så får man det aldrig igen, for der står mindst 50.000 på venteliste. Derfor er der også gode venner, der får lov til at benytte mit kort de få gange, hvor jeg ikke selv er på plads. Der sidder altid nogen på min plads - der er aldrig et tomt sæde.

– Sæsonkortet giver mig ikke fordele, som alle andre kortindehavere ikke også har. Men i kraft af mit engagement i The Agger Foundation, hvor jeg er formand, så har jeg selvfølgelig adgang til for eksempel Players Lounge, klubbens træningsanlæg og mange andre steder, der ellers er lukket land, når jeg kommer sammen med Daniel Agger. På den måde har jeg også mødt nogle af de managere, der var i klubben, mens han som den seneste dansker spillede i klubben fra 2006-14.

– Daniel åbner alle døre - uden ham var jeg ikke kommet ind, og så har han bare været så sød og rar at tage mig med. Når vi skal derover næste gang, i marts, så får vi sgu nok lov til at komme ind bag kulisserne igen. Så er det, at jeg bliver som en lille dreng på tur med far, selv om jeg næste gang fylder 55. Det har været nogle fantastiske oplevelser.

Tæt på alle koryfæerne

På træningsanlægget, der ligger et godt stykke uden for Liverpool, fik Morten Dyhr blandt andet også lejlighed til at møde Jürgen Klopp - Liverpools karismatiske tyske manager i perioden 2015-24, da han i sin bil var på hjem efter endt arbejdsdag.

– Ham ville jeg selvfølgelig gerne have et billede af, og mens jeg stod og fumlede i lommerne for at få fat i min mobiltelefon, så var han hurtigere end mig og tilbød at tage en selfie med hans telefon. Fantastisk. Nu mangler jeg bare at møde hans afløser, Arne Slot, men det skal nok komme.

En superfan som Morten Dyhr har selvfølgelig en siddeplads på hovedtribunen Main Stand.

– Ikke helt nede foran, ganske vist, men det kan være, at det kommer med tiden. Kun ét år havde jeg en plads på The Kop, endetribunen bag det ene mål, som er drømmemålet for de fleste Liverpool-fans. Men det var ikke mig. Jeg skal have en ordentlig siddeplads på langsiden, så jeg kan følge med i, hvad der sker nede på banen.

Som indehaver af det eftertragtede sæsonkort får Morten Dyhr en masse inside-information, så han hele tiden er på forkant med, hvad der sker i Liverpool FC.

– Det gjorde jeg også, da de byggede den nye Main Stand. Så var der en vej i området, hvor man som supporter kunne få lagt en flise med sit eget navn. Sådan én måtte jeg jo have, men der var selvfølgelig kun plads til et begrænset antal fliser, så her var jeg hurtigt ude. Nu ligger den der til evig tid. Den kostede 1.000 kroner, så den er jeg lige nede og kigge på, hver gang jeg er derovre. Det er da meget sjovt...

Både før og efter kampene samles alle hardcore Liverpool-fans på stamværtshusene, der ligger umiddelbart indtil Anfield, og her dukker de gamle Liverpool-koryfæer også op med jævne mellemrum. Morten Dyhr kan remse en lang række af kendte Liverpool-spillere op, som han har mødt indtil flere gange på nært hold, bl.a. Kenny Dalglish og Ian Rush. Alle er de nede på jorden og giver sig god tid til at please deres fans.

Om Ian Rush kan Morten Dyhr fortælle denne historie:

– Jeg var sammen med Rolf Andersen, kammerat med mine meget gode venner Allan og Hasse Kuhn, som jeg har kendt siden drengeårene i Rønne, og som også er meget store Liverpool-fans. Da vi kommer ind på værtshuset, så siger Rolf: "Se, der sidder Ian Rush!". Ja, men lad ham nu bare spise i fred, svarer jeg. Senere lyder det fra Rolf: "Nu rejser han sig - nu går han!". Ja-ja, slap nu bare af, svarer jeg. Og ganske rigtigt - kort efter kommer han over til vores bord og giver sig også tid til at snakke med os. En herlig fyr.

Mødet med den populære Liverpool-manager Jürgen Klopp udløste denne selfie uden for klubbens træningsanlæg. Foto: Jürgen Klopp

Formand for Agger-fond

Ved siden af jobbet i det københavnske skolevæsen arbejder Morten Dyhr i sin fritid som formand i den velgørende organisation The Agger Foundation, hvis chef naturligvis er Daniel Agger.

– Der er kun os to i firmaet, Daniel og mig, men vi har for nylig tilknyttet et par personer mere, så noget kan blive taget væk fra mine skuldre, blandt andre Mads Larsen, den tidligere indehaver af Sportmaster i Rønne, som også er en gammel barndomsven. Sammen arrangerer vi en velgørenhedsturnering for golfspillere og tidligere fodboldspillere, heraf mange fra Daniels tid i Liverpool. Her har jeg lært mange af dem så godt at kende, så jeg også har været ude at spise sammen med dem, når jeg har været i England. Overskuddet går til organisationer som Børnetelefonen, Red Barnet og andre, som gør noget for familier, som ikke har så meget at gøre med i deres hverdag. Sidste år blev det til to millioner kroner - tjent på én dag.

Morten Dyhr blev tilknyttet The Agger Foundation og lærte på den måde også Daniel Agger at kende via sin bror Claus ved et tilfælde i 2011.

– Daniel havde på det tidspunkt nogle restauranter i Liverpool og snakkede ofte med min bror, som på det tidspunkt var direktør i Tivoli. Blandt andet foreslog han, at de sammen skulle lave noget til fordel for de hjemvendte soldater fra Afghanistan. Claus svarede, at det havde han simpelthen ikke tid til. Men spørg min bror - han er fuldstændig tosset med Liverpool. Bagefter ringede Claus og fortalte, at Daniel Agger nok ville ringe en af dagene. Er du tosset mand - jeg sov ikke flere nætter i træk.

– Men en dag ringede Daniel - og ja, så har vi bare arbejdet sammen lige siden. Alt er frivilligt, men det er et kæmpe arbejde at stable den slags på benene - næste gang, og det bliver så femte gang, vi laver det helt store arrangement, den 25. juni i Helsingør. Her håber vi igen at kunne samle et par millioner ind til Børnetelefonen. De mangler virkelig midler, efter at de ikke længere er på finansloven. Den telefon skal gerne være åben 24-7, og det er den ikke i øjeblikket. Det er det hul, vi gerne vil være med til at lukke. Tidligere har vi også støttet Red Barnet og nogle af deres projekter, ikke mindst på Vestegnen, som Daniel selv har en stor tilknytning til.

Venskabet med Kuhn

Morten Dyhr er ikke kun en ivrig tilskuer - han har også selv spillet fodbold og i flere år også fungeret som træner.

– Jeg begyndte som dreng at spille i RIK, hvor jeg blandt andet lærte Allan og Hasse Kuhn at kende. Men efter et år skiftede jeg til Knudsker. Rønne Stadion Syd var nærmeste nabo, og så var det selvfølgelig mere praktisk, at jeg spillede dér.

Som træner kørte han i mange år et tæt parløb med Hasse Kuhn, der havde en fortid som superligaspiller i Lyngby.

– Det begyndte i Lundtofte, hvor Hasse var cheftræner og jeg var assistenttræner. Senere blev han danmarksserietræner i Lyngby, men da klubben i 2001 blev erklæret konkurs og skulle spille sæsonen færdig i Superligaen med en blanding af amatører, old boys-spillere og enkelte ynglingespillere, blev han bedt om overtage førsteholdet. Så blev jeg igen hans assistenttræner. Det var selvfølgelig op ad bakke hele vejen, men i den sidste kamp, hvor vi blev klappet ud af banen, tabte vi kun 2-0 til Brøndby, der samme dag blev danske mestre.

I 2002 blev Lyngby tvangsnedrykket til Danmarksserien, og så flyttede trænerduoen Kuhn og Dyhr videre til andre klubber, blandt andet Søllerød/Vedbæk og HIK. På egen hånd sluttede Morten Dyhrs trænerkarriere som cheftræner i et par af de mindre klubber i København.

– Nu er det kun jobbet som landstræner, der kan lokke, joker Morten. En af de spillere, vi lærte at kende i Lyngby, var forresten Kasper Hjulmand. Han har jo gjort det meget godt siden dengang.

Venskabet mellem Morten Dyhr og Hasse Kuhn er af en helt speciel karakter.

– Vi ringer sammen hver eneste dag. Så drøfter vi alt mellem himmel og jord, men selvfølgelig mest det seneste nye omkring Liverpool.

Næppe har han sagt disse ord, før telefonen ringer på sofabordet.

– Det er Hasse, siger Morten Dyhr. Og ganske rigtigt.

– Jeg ringer tilbage om et par sekunder, min ven, lyder svaret fra Stampen, hvorefter Morten Dyhr kan afslutte samtalen med Tidendes udsendte i fred og ro.

Fowler er navnet på Morten Dyhrs hund - opkaldt efter den tidligere Liverpool-stjerne Robbie Fowler. Foto: Kjeld Lundbæk

Hunden hedder Fowler

Henne i kurven ligger Fowler - Mortens hund, der er opkaldt efter Liverpool-stjernen Robbie Fowler. Han afløste for et par år siden forgængeren, hvis navn var Keegan. Man er vel Liverpool-fan.

I indgangspartiet bemærker man også et skilt, der tydeligt signalerer, at her er man i Liverpool-land. Og på armen har Morten Dyhr seks tatoveringer, der minder ham om de seks gange, han har set Liverpool hæve pokalen i en af de store turneringer - i England eller ude i Europa. Fire gange har han set sin yndlingsklub spille finale i Champions League.

– Jeg mangler kun at se dem hæve pokalen i én turnering - Premier League. Måske bliver det i år. Det ser jo meget godt ud i øjeblikket. Derfor har jeg også allerede nu sikret mig en billet til sæsonens sidste kamp - på hjemmebane mod Crystal Palace lørdag den 23. maj.

Med 14 spillerunder tilbage fører Liverpool Premier League med et forspring på seks point ned til Arsenal, der endda har spillet en kamp mere end "de røde" fra Beatles-byen. Liverpool mangler hængepartiet mod lokalrivalerne fra Everton, der ligger i den tunge ende af rækken.