Tidligere på dagen havde Michala Haagensen også vundet Bet25's Ærespræmie, da hun kørte GreatGardenia først over mållinjen i 5. løb. Efter ejerskifte og et års løbspause førte For Life/Kim Mortensen næsten fra start til mål. Men i et løb, hvor alle ville være med, var det på målstregen favoritten, den stærkt afsluttende Great Gardenia, der vandt med en halv længde ned til For Life.
Gandhi Hjortshøj solede sig
Det er ikke meget, man har set til Gandhi Hjortshøj/Niels Kr. Hansen i denne sæson, men i lørdagens andet løb, hvor der blev kørt om KL Guld og Sølvs Ærespræmie, solede Kurt Pedersens 6-årige vallak sig for alvor ved at føre fra start til mål. Fra spor fem udfordrede Face Collection/John Gommans længe, men gik død på sidste omgang. Også Sunbee/Kenn Christoffersen forsøgte sig, men en galop i staldsvinget på sidste omgang gjorde, at Gandhi Hjortshøj kunne rulle i mål langt foran nærmeste konkurrent.
6. løb blev ikke den bedste reklame for de bornholmske hopper. Inden der var kørt en halv omgang, halsede fire af de syv heste håbløst bagefter på grund af galop. Foran sikrede Ka’li Baunely/Martin Sjøholm Jensen sig et sikkert forspring, og det blev forsvaret ind over målstregen, selv om Peanut Onion/Kenn Christoffersen forsøgte at presse sig forbi på den sidste halve omgang. En fejlfri Gekko I/Henrik Ipsen besatte tredjepladsen.
Næppe var løbet om bornholmsmesterskabet overstået, før Mads Petersen og Niels Kr. Hansen igen duellerede om sejren i Birthe Bech Nielsens Fødselsdagsløb – denne gang med Niels Kr. Hansen som vinder. 8. løb blev meget hurtigt et opgør mellem de fire favoritter Marvin Gaye/Kenn Christoffersen, Jack Baldwin/Mads Petersen, Frøns Hjortshøj/Niels Kr. Hansen og Go Aveve/Jesper Mogensen. Sidstnævnte slap aldrig ud fra andet par indvendigt, og på målstregen var det Frøns Hjortshøj, der sejrede foran Jack Baldwin og den længe førende Marvin Gaye.