Det blev en nervepirrende finale mellem Knudsker 3 og Hasle/Tejn i Bornholmsserien. Efter 10 kampe stod det fuldstændig lige, da hvert hold havde vundet fem kampe. Dermed skulle det hele afgøres i et golden sæt, hvilket er bordtennissportens svar på en straffesparkskonkurrence.
Oliver Nielsen fra Knudsker IF og Olaf Hansen fra Hasle/Tejn blev udvalgt til at dyste mod hinanden i det gyldne sæt, som går ud på, at det hold som vinder sættet også vinder guldmedaljen. At der var meget på spil kunne mærkes på stemningen i Knudskers klubhus, hvor alt småsnak forstummede, og fokus udelukkende var på, hvem der først nåede at vinde 11 point plus to overskydende.
– Det første jeg gjorde var at sige til vores coach Kurt (Olesen, red.), at jeg var meget nervøs. Men da vi kom i gang, lukkede jeg bare omgivelserne af fuldstændigt. Jeg gik ind i min zone, og så spillede jeg super rent, fortæller Oliver Nielsen, som endte med at vinde sættet overbevisende med hele 11-2.
– Så jeg tør godt sige, at jeg er sgu lidt stolt af min præstation i det sidste sæt. Fordi jeg kunne ikke have gjort det bedre.