Gravgaard: Giv os ro i rodebutikken

Gravgaard: Giv os ro i rodebutikken
LEDER | DEBAT | Lørdag 19. august 2023 • 05:30
LEDER | DEBAT | Lørdag 19. august 2023 • 05:30

Bornholms lokalpolitiske univers er en rodebutik af dimensioner. Det er farlig for vores demokrati.

På Bornholm vil vi alt for lidt med vores samfund. Vi vil gerne beholde det, som det var. Vi vil gerne sikre de svage og udsatte og skabe grøn vækst med tilflyttere og erhvervsudvikling. Men når det er sagt eller skrevet, så brænder vi alle sammen alt for lidt for et bedre Bornholm, forskelligt fra det vi har.

Det har vi vist under kommunalvalget, hvor Bornholms to største partier Venstre og Socialdemokratiet fik en syngende vælgerlussing med massiv tilbagegang, mens borgmesterkæden endte hos de konservative, og Enhedslisten overtog Socialdemokratiets førerposition på rådhuset.

Det var et protestvalg, hvor vi i stor grad stemte på politikere, der lovede mennesker frem for mursten, og et opgør med de to gamle partiers solobudget, der skulle sikre rådhus, effektivisering og mere tilbageholdende driftsøkonomi.

Desværre har vi fået, hvad vi stemte på. Nye politiske vinde i kommunalbestyrelsen med deraf følgende politisk rod. Næsten hver eneste beslutning har en ny flertalskonstellation bag sig, og nu har hele tre kommunalbestyrelsesmedlemmer forladt deres partier men beholdt deres pladser.

Mere internt fnidder i partierne ulmer efter konservatives folketingskandidat Henriette Søvind har smækket med døren og Søren Schow og Heidi Buggedals ditto smæk til Venstre.

Socialdemokratiet har hele tiden bebudet et nyt hold og et nyt projekt til næste kommunalvalg, og de har indtil nu også taget den største del af æren for, at det er lykkedes næsten at samle kommunalbestyrelsen om at arbejde med Energiøprojektet og sikre, at Bornholm får vækst og værdi ud af de enormt mange milliarder, der skal investeres.

Mandag rejser borgmester Trøst på tiggergang til indenrigsminister Løhde for at gøde jorden for Bornholms ekstra støtteansøgning på 200 millioner, selvom kommunen har valgt ikke at ansøge om en udviklingsaftale for at komme på ret køl.

Vi trænger i den grad til visionære og strategiske politikere med det lange lys tændt, og vi får dem, vi stemmer på. Protestvalget har givet os en politisk rodebutik. Lad os bede om ro og langsigtede mål i kommunalbestyrelsen de næste to år, og beløn de partier, der gør det bedst, med en stemme.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT