Handler om livskvalitet
En anden, som har brugt meget energi på at få stablet bocciastævnet på benene, er HIB's formand, Kim Jacobsen. Han er ikke selv bocciaspiller, men han kan tydeligt mærke, hvor meget stævnet betyder for de medlemmer, som dyrker sporten.
– Det er jo altid interessant og godt at kunne få et stævne til Bornholm. Dels kommer der en større klubfølelse, når man kan trække de andre til, og dels kommer der en større glæde ved spillet, siger han og fortæller, at forhåbningen er, at der ikke igen vil gå 11 år, før stævnet vender tilbage.
– Vi er glade for at kunne vise de andre spillere i klubben og omverdenen, at selvom vi kun er en meget lille idrætsforening, så kan vi faktisk mobilisere nogle kræfter, så vi har muligheden for at afholde sådan et stævne.
Selv er Kim Jacobsen svagtseende, men han har stor fornøjelse af at spille showdown i klubben. Det er et spil, hvor to spillere står ved et bord og kæmper om at score flest mål, mens de er blændet af med bind for øjnene. At der er mulighed for at dyrke idræt og komme til stævner, selvom man har en funktionsnedsættelse er meget vigtigt, mener han. De senere år har en del kommuner dog skåret i antallet af timer, hvor man kan få hjælper og ledsager, og det gør det svært for nogle at komme til stævner rundt i landet, fordi de er afhængige af hjælpen.