Asger - og alle de andre

Asger - og alle de andre
Den forventede duel mellem Asger Andersen (forrest) og Jonatan Stefansson blev ikke til noget, da sidstnævnte valgte at opgive på grund af sygdom. Arkivfoto
NOTITS | SPORT | Søndag 1. december 2024 • 12:25
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Søndag 1. december 2024 • 12:25

Asger Andersen en sikker vinder af 2. afdeling af MTB Cup'en.

41-årige Asger Andersen var i en klasse for sig, da 2. afdeling af vinterens Fri BikeShop Søndergade 7’ MTB Cup søndag formiddag blev afviklet på en krævende rute på Den Grønne Ring samt i Kanegårdsskoven uden for Rønne.

Asger Andersen var fraværende i 1. afdeling, som derfor blev vundet af den unge Jonatan Stefansson. Den forventede duel mellem de to blev dog ikke til noget i søndagens løb. På grund af sygdom valgte Jonatan Stefansson at opgive og køre hjem allerede efter første omgang.

Ruten i seniorklasserne var tre kilometer lang, og Asger Andersen nåede at køre seks omgange, inden han passerede målstregen sidste gang i tiden 1.00,40 tim. Veteranen Jacob Schiøtt kunne dog også være yderst tilfreds med sin andenplads, som blev sikret i tiden 1.01,12 tim. Fire minutter senere fulgte Claus Steenberg i tiden 1.05,07 tim.

I damernes sportsklasse fløj Mathea Jørgensen hen over det bakkede terræn, og hun gennemførte seks omgange i tiden 1.07,32 timer.

De øvrige kvindelige deltagere nøjedes med at køre tre omgange, og her var det unge Lærke Bøg-Jensen, der kørte først i mål i tiden 46,25 min. Jane Svensson blev toer i tiden 52,00 min., mens Maiken Jørgensen besatte tredjepladsen i tiden 1.01,20 tim.

I motionsklassen nåede Jannik Møller som den eneste at køre fem omgange i tiden 55,19 min., mens rytterne på de næste pladser kun nåede at køre fire omgange. Martin Kjeldsen besatte andenpladsen i tiden 48,35 min. - kun to sekunder hurtigere end Hans Bentzen på tredjepladsen. Johnny Bondorf blev firer foran Karsten Mogensen på femtepladsen.

U13-rytterne kørte på en to kilometer lang rute, hvor Kristian Prüssing som den eneste nåede at køre fire omgange i tiden 49,50 min. På de næste pladser fulgte Jacob Lund, Karl Svensson, Daniel Bondorf og Karl Aksel Kofoed i nævnte rækkefølge.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT