PÅ TOUR
Skyerne hang mørkt over Tejn, da vi torsdag eftermiddag parkerede avisens campingvogn på havnen i håbet om, at læserne vil møde op til det annoncerede møde med avisens chefredaktør. Som i øvrigt også er skribenten på disse linjer, da redaktionen er travlt optaget – som en redaktion altid bør være.
Vi har dårligt fået kaffen linet op før den første læser melder sig. Det er David Olsen, der er kørt hele vejen fra Rønne, fordi de andre dage på ruten ikke passede ham. Og så er han født i Tejn.
David Olsen har forberedt en detaljeret kritik i otte punkter, som er skrevet med blåt blæk i en lille notesbog. Han er et troende menneske, og der hersker ikke tvivl om, at på det stofområde måtte Bornholms Tidende godt oppe sig lidt.
– Jeg savner noget mere med åndelig spiritualitet fra et kristent synspunkt, siger han.
Men ellers er der nu mest ros på listen. Det er godt, at lederen er kommet væk fra bagsiden og ind på side 2. Og avisen har mange relevante læserbreve, mener han – og kommer til sidst med en efterlysning af mere kritisk stof.
– I må godt grave lidt dybere, siger han og overrækker redaktøren nogle kopierede profetiske tekster, hvor passagerer er fremhævet med gul markeringstusch. Han forsvinder med et høfligt nik og et stort smil. Hans imødekommende væsen synes at være omgivet af varme og glæde – vi er kommet godt i gang.
Lidt reklame for Teaterforeningen
En kvinde skrår målrettet hen over havnen med retning mod campingvognen. Det er Jette Glavind Pedersen, formand for Teaterforeningen Bornholm. Hun bor på Lærkelykken i Tejn, hvor 3 ud af otte huse modtager Bornholms Tidende, fortæller hun.
– Min mand og jeg har engang imellem en diskussion. Han kan godt sige: ”Nu er de for tynde, vi gider ikke holde dem mere.” Så svarer jeg, at så holder jeg den bare selv. Avisen er et must for mig.
Hvorfor det?
– Jeg er nærmest blevet afhængig af at læse, hvad der sker på øen. Jeg er også meget på tidende.dk. Men så længe, I kommer på papir, vil jeg holde avisen.
Også Jette Glavind Pedersen ønsker en kritisk avis.
– I er gode til at være mere dybdeborende. Lige nu hele sagen med mælken fra mejeriet og folk, der bliver syge.
– Og sagen med Rønne Vand og Varme. Altså jeg er selv stået helt af og forstår den ikke. Men I får på hattepulden, hvis I ikke holder fast. I gjorde det også godt med dækningen af færgerne!
Nu er redaktøren nærmest ved at revne af stolthed over journalisternes indsats. Og trods en kold blæst, er det som om, at den varme David Olsen spredte, stadig hænger over havnen. Der er god karma i Jette Glavind Pedersen, der har boet i Tejn siden 1977 og på Bornholm siden 1969.
– Og jeg føler mig som bornholmer, siger hun. Og overrækker to programmer for teatersæsonen 2020-2021, som hun håber får lov at åbne til september.
Fælles fortid i flyvevåbnet
Flemming Sheye ankommer. Han har boet på Bornholm siden 1985 og har hus i Allinge.
– Nogle gange bladrer jeg bare avisen. Andre gange læser jeg det hele. Jeg har jo også Jyllands-Posten på nettet, forklarer han.
Flemming Sheye en pensioneret og har en fortid som elektronikmekaniker. Det tager ikke mange sætninger før redaktøren og Sheye finder ud af, at de begge har gået på Flyvevåbnets Specialskole i Jonstrup og begge har en fortid som konstabler. Og da soldaterhistorierne tager over, er det som om Bornholms Tidende glider mere i baggrunden.
– Da jeg fik min første løn som konstabelelev, fik jeg jo mere udbetalt end min far. Og senere kom jeg til Fæøerne, hvor vi fik et tillæg på 50 procent, beretter Flemming Sheye.
Redaktøren kan også fortælle om en god soldatertid. Der er latter i luften. Og således sker det magiske, at avisens udsendte og avisens læser pludselig står og ribber op i fortiden, og lader minderne flyde. Her holder det så op med at være relevant for læserne, så reportagen stopper her.
Præcis der, hvor den truende regn over Tejn begynder at dryppe ganske stille. Og journalisten Kurt Strand ankommer i sin Ford Mondeo. Han vil gerne lave et indslag til P1-magasinet ”Mennesker og Medier” om hvorfor avisens redaktør dog drøner rundt på øen med en campingvogn i stedet for bare at spørge folk i Rønne. Så den forklaring får han: Fordi bornholmere ikke bare er bornholmere. De er forskellige.