Den social-kulturelle forening Øens Venner har efter fire og et halvt år fået sit eget lokale i Fritidshuset i Nexø. Istandsættelsen er allerede i gang, og der er lagt op til nye aktiviteter og fællesskaber i foreningen, som har drømt om at have sit eget sted siden begyndelsen.
– Vi kan være kreative uden at skulle pakke væk fra gang til gang, vi kan mødes på skæve tidspunkter og vil ikke være afhængige af andres aktiviteter. Det åbner flere muligheder for at skabe relationer mellem mennesker og bringer de tanker og visioner, vi har måttet sætte lidt på pause i mellemtiden, til live, siger formand Birthe Julin i en pressemeddelelse.
Har man lyst til at være med til at gøre lokalet klart, eller har man ideer og indspark til aktiviteter, er det nu, man kan byde ind.