Stor profil overvejer at stille op til valget

Stor profil overvejer at stille op til valget
POLITIK | 7. APR • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | 7. APR • 05:30

Præciseret klokken 14.50: Det pågældende medlem af Moderaterne oplyser, at han ikke er sikker på at ville stille op, men heller ikke afviser det.

Han bor på Bornholm, men er ukendt på Bornholm. Men hans direktørjob på Sjælland har gjort ham kendt både på Christiansborg og i Bruxelles. Moderaterne kan ikke røbe navnet endnu, men annoncerer, at en meget stor kapacitet kan gøre Kirstine van Sabben og fem andre kandidater selskab på partiets liste til kommunalvalget.

Han er lige fyldt 40. Han bor på Bornholm og pendler til et direktørjob på Sjælland. På Bornholm er han kun kendt af få, og har du set ham, har det sandsynligvis kun været i tv. Han er meget mere kendt i København og i Bruxelles, end han er på Bornholm.

Men det kan ændre sig snart, siger Tor Madsen, lokalformand for Moderaterne. For en yngre mand med netop denne profil er tæt på at stille op for Moderaterne ved kommunalvalget den 18. november.

Moderaterne holder kun hans navn tilbage frem mod partiets opstillingsmøde, der sandsynligvis vil finde sted senere på måneden. Fordi det rent arbejdsmæssigt passer bedst sådan hos den endnu ukendte kandidat.

– Vi har en joker på vej, som vi venter os rigtig meget af. Han har en stor stilling på Sjælland, men han har faktisk ministerpotentiale, hvis du spørger mig, siger Tor Madsen.

– Han er betydeligt mere kendt på både Christiansborg og i Bruxelles, end han er på Bornholm. Ingen på Bornholm ved, hvem han er endnu. Men det kan folk komme til, siger han.

Tor Madsen gør intet for at tale forventningerne ned til den 40-årige pendler med direktørstillingen.

– Han har et CV, der vil få de fleste til at sige "Wow". Og en profil, der har bragt ham i både Go' Morgen Danmark og Go' Aften Danmark, og der er også flere på vej. Han er ikke den, der råber højest. Men han får i den grad tingene til at ske, siger han.

Karismatisk og tillidvækkende

Som Moderaternes spidskandidat taler også medlem af kommunalbestyrelsen Kirstine van Sabben (M) meget varmt om partiets endnu ukendte mulige kandidat.

– Han er meget arbejdsom. Han arbejder med et område, som der er meget fokus på for tiden, og det er han super dygtig til. Han har indsigt og indblik i både de lokale forhold og det større billede, siger hun.

– Han er også super karismatisk, et menneske man får lyst til at tale med. Han indgyder tillid, og så er han lynende intelligent, siger Kirstine van Sabben.

Internt hos Moderaterne på Bornholm er den kommende kandidat en person, som man snart længe har kendt.

– Han er ikke helt ny i partiet. Jeg tror faktisk, at han også var med i Moderaterne, før jeg selv kom med, siger Kirstine van Sabben.

Moderaterne kan også være i valgforbund med et eller flere andre partier. Partiet vil i så fald ændre kurs på det punkt.

– Vi havde i første omgang sagt, at vi ikke vil indgå valgforbund. Men vi kommer til at drøfte det igen meget snart, for andre partier henvender sig selvfølgelig også til os. Nogle er meget lette at sige nej tak til, fordi vi ikke har lyst til at være i valgforbund med dem, fortæller Tor Madsen.

– Der er meget summen blandt partierne lige nu. Alle ringer til hinanden og holder kaffemøder. Vi har ikke taget nogen initiativer og har kun været modtagende. Men nogle snakker sammen om at lave et stærkt valgforbund og vil også gerne have et møde med os, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT