S har det fint med SF's flirt med blå partier

S har det fint med SF's flirt med blå partier
Enhver fornuftig lokalpolitiker har samtaler med de andre partier. Så jeg har intet imod, at SF har holdt møder med nogle blå partier. Det har jeg det glimrende med, siger spidskandidat Anne Thomas (S). Foto: Socialdemokratiet
POLITIK | Fredag 15. august 2025 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Fredag 15. august 2025 • 19:00

Vi vil samarbejde hen over midten, så det er kun godt, at SF også taler med de borgerlige partier, siger spidskandidat Anne Thomas (S), der ikke ser SF's flirt med fire blå partier som en advarsel til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet skal ikke tage SF for givet. Og der kan godt komme en situation efter valget, hvor et blåt flertal ikke kan bruges.

SF's spidskandidat Andreas Grosbøll sagde begge dele, da han i Tidende torsdag forklarede, hvorfor SF allerede har talt med fire borgerlige partier: Konservative, Venstre, Dansk Folkepaerti og Moderaterne.

Men hvis SF's meldinger skaber nervøsitet hos Socialdemokratiet, er det ikke noget, som S taler højt om. Spidskandidat Anne Thomas (S) hilser tværtimod SF's samtaler med de fire blå partier velkommen.

– Jeg ser ikke SF's melding som en advarsel til os. For Andreas Grosbøll siger jo, at SF gerne vil et rødt flertal, men at han også gerne vil være ærlig over for sine vælgere omkring et muligt samarbejde hen over midten, siger Anne Thomas.

– SF åbner for et bredt samarbejde hen over midten for at nå nogle resultater. Og det er vi med på. Derfor har vi det også helt fint med, at flere partier åbner for et samarbejde hen over midten, siger hun.

– Enhver fornuftig lokalpolitiker har samtaler med de andre partier. Så jeg har intet imod, at SF har holdt møder med nogle blå partier. Det har jeg det glimrende med.

I hvert fald nogle borgerlige partier tager bare også samtalerne med SF for at undersøge, om et samarbejde med SF kan være et alternativ til et samarbejde med Socialdemokratiet?

– Det er også set i nogle andre kommuner. Men jeg hører ikke Andreas Grosbøll sige, at det også vil ske i den her kommune, siger Anne Thomas.

Blandt de situationer, der kan få SF til at gå i samarbejde med borgerlige partier, nævner Andreas Grosbøll, at valget også kan gå "et rødt flertal, der ikke kan bruges". Hvad tænker du om, at han også nævner den mulighed?

– Det forstår jeg faktisk ikke. Og hvis det skulle skyldes udviklings-dagsordenen, at et rødt flertal ikke kan bruges, har vi jo sagt fra start, at vi gerne vil samarbejde med alle partier, der gerne vil udviklings-dagsordenen.

Hvor stor succes fik EL?

Gruppeformand Claus Larsen-Jensen (S) bruger SF's meldinger om, blåt samarbejde til at sende en stikpille tilbage til SF. Bortset fra det siger også han, at han tager SF's meldinger roligt.

– SF's meldinger får os ikke til at gå i panik. Lad os nu lade vælgerne tale, og så ser vi, hvilke muligheder der er, siger Claus Larsen-Jensen.

– SF må jo finde ud af, hvor de vil hen. De siger jo to ting: De vil gerne have et rødt flertal, men de vil også gerne et samarbejde med nogle blå partier.

– Jeg synes måske, at SF skulle tænke over, hvor megen succes Enhedslisten fik med at gå blåt ved sidste valg. Det er heller ikke mit indtryk, at det er alle SF'ere, der er lige begejstrede for den her udmelding, siger Claus Larsen-Jensen.

Vil SF's meldinger ændre på Socialdemokratiets attitude over for SF?

– Det kan jeg ikke forestille mig. Vi vil gerne have et bredt samarbejde og gerne til begge sider.

– Vi kan ikke have fire år mere som den her periode, hvor partierne bag konstitueringen ikke var enige om kursen. Man kan også bare spørge Jacob Trøst, hvordan det har været, siger Claus Larsen-Jensen.

Blandt de situationer, der kan få SF til at gå i samarbejde med borgerlige partier, nævner Andreas Grosbøll, at valget også kan gå "et rødt flertal, der ikke kan bruges". Hvad tænker du om, at han også nævner den mulighed?

– Egentlig ikke alverden, for når vi snakker om udvikling, ved vi jo godt, at Enhedslisten ikke vil noget omkring for eksempel at bygge en grøn erhvervspark og andet ovenpå energiøen. Og det sætter jo en begrænsning.

SF åbner for et bredt samarbejde hen over midten for at nå nogle resultater. Og det er vi med på. Derfor har vi det også helt fint med, at flere partier åbner for et samarbejde hen over midten.

Anne Thomas (S),

spidskandidat

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT