- Også fordi det her jo kun sker, når der er kriser. Der er ikke nogen, der "kommer til" at flyve ind, når der ikke er krise mellem Danmark og Rusland, tilføjer Søren Nørby.
Rusland har på det seneste højlydt protesteret over, at Danmark bidrager med våben og udstyr til Ukraine, som Rusland for over to måneder siden invaderede.
Flere af de danske militæreksperter peger på, at spionflyets smuttur over Østersøen formentlig skulle sende et budskab: At danskerne ikke skal føle sig for sikre.
Omvendt mener oberst Søren W. Andersen fra Flyverkommandoen i Forsvaret, at det godt kan lade sig gøre at tage fejl.
- Den russiske pilot har kun navigationen i cockpittet at styre efter, så det kan godt være, at han - eller hun - er uenig i, at flyet har været i vores luftrum, siger obersten til Kristeligt Dagblad.