Peter Juel beroliger: Fejlen bliver rettet

Peter Juel beroliger: Fejlen bliver rettet
Årets finanslov sætter to millioner kroner af til at restaurere tårnet på Kongemindet. Det kan bare ikke lade sig gøre, for det findes ikke mere. Så hvad nu med pengene...?! Bare rolig, de kommer, siger folketingsmedlem Peter Juel-Jensen. Foto: Jesper Gynther
POLITIK | Fredag 7. februar 2025 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Fredag 7. februar 2025 • 15:30

Christiansborg har bevilget Bornholm to millioner kroner til at restaurere tårnet på Kongemindet. Det kan bare ikke lade sig gøre, fordi tårnet er blevet destrueret. Dermed står der nu noget forkert i finansloven, men Peter Juel-Jensen siger, at fejlen bliver rettet, og at pengene vil kunne bruges til et nyt tårn.

Pengene til et nyt tårn på toppen af Kongemindet er der ikke, hvis finansloven ikke bliver ændret.

Men bare rolig, for det skal nok ske, siger folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V).

Sagen er den, at årets finanslov sætter to millioner kroner af til "at restaurere" tårnet. Det kan bare ikke længere lade sig gøre, fordi tårnet var i en så ringe forfatning, at det er blevet destrueret.

I stedet blev kommunalbestyrelsen i september enig om at udskrive en arkitektkonkurrence om et nyt tårn. Kirstine van Sabben (M) og Søren Schow (løsgænger) ønsker i stedet en kopi af det gamle tårn, og sagen havner nu i kommunalbestyrelsen.

Det ændrer bare ikke på, at finansloven nu fortæller noget forkert. Fordi den sætter to millioner kroner af til at renovere et bortskaffet tårn. Men her beroliger så Peter Juel-Jensen.

– Det bliver ændret. Sådan har jeg i hvert fald forstået det. Der bliver skabt mulighed for, at de to millioner kroner kan bruges til tårnet i en bredere forståelse, altså ikke kun til at restaurere det gamle, siger han.

Avisklip var uaktuelt

Peter Juel-Jensen giver denne avis en del af skylden for, at finansloven kom til at sige noget sludder. Endda om en sag af betydning for Bornholm.

– Det skyldes simpelthen, at jeg bor på en ø, hvor jeg har en avis, som jeg ellers er ganske tilfreds med. Den skriver bare ind imellem nogle tåbelige ting, siger han.

Peter Juel-Jensen sigter til, at Tidende den 14. juni 2022, at "stålkonstruktionen oven på det 13 meter høje granittårn skal restaureres", og at "tårnet trænger til en grundig restaurering".

Det var også rigtigt nok dengang. For det var før, det stod klart, hvor dårligt tårnet egentlig havde det.

Men med tanke på en "restaurering" spillede Peter Juel-Jensen i september ind med et ønske til dette års finanslov, der dengang var ved at blive forberedt. Han sendte en mail til Venstres finansordfører Hans Andersen.

– Jeg skrev til Hans Andersen, at økonomien er udfordret i arbejdet med tårnet på Kongemindet. Jeg vedlagde også nyhedsklippet fra avisen og bad så om to til fire millioner over finansloven, fortæller han.

– I det klip fra avisen stod der "restaurering". Det spiller Hans Andersen så ind som et af Venstres ønsker til finansloven, siger Peter Juel-Jensen.

Freund retter finansloven

At tårnet nu er væk og planen lavet om, tænkte ingen på den 22. november. Her brød jubelen bare løs på Bornholm: At restaurere tårnet på Kongemindet var sat på regeringens udspil til finansloven med to millioner kroner.

Det tog dog kun fire dage, før Peter Juel-Jensen igen hørte nyt om det gamle vartegn fra 1851. Og denne gang var det ikke godt nyt. Det var kommunens centerchef for Trafik, Ejendomme og Drift, der fortalte, at det nok ville være en god idé at få rettet i nationens finanslov.

"Istandsættelse af tårnet" er en lidt uheldig formulering, fordi tårnet efter kommunalbestyrelsens beslutning er bortskaffet", skrev Bjarne Freund-Poulsen til Venstres folketingsmedlem.

Bjarne Freund-Poulsen foreslog derfor, at man rettede finansloven en smule derhen, at de to millioner kroner nu enten skulle gå til en kopi af det gamle tårn – eller "en ny konstruktionstype med nyt udseende", med andre ord et nyskabt tårn.

Den tanke mener Peter Juel-Jensen nu at have fået garanti for som landet og modtaget i Folketinget.

– Efter min bedste overbevisning vil Christiansborg være ret ligeglad med, om tårnet bliver restaureret, eller der bliver skabt et nyt, siger han.

Kør løs, Bornholm

Skulle der alligevel komme problemer, har Peter Juel-Jensen lagt en særskilt livline på borgmesterkontoret.

– Jeg har meget, meget tidligt sagt til borgmesteren, at han endelig må sige til, hvis han på nogen måde bliver bekymret for, at pengene ikke kommer, fortæller han.

Har Jacob Trøst siden henvendt sig til dig om tårnet?

– Nej, det har han ikke.

Peter Juel-Jensen føler sig faktisk så sikker i sin sag, at han opfordrer Bornholm til bare at sætte arbejdet i gang på Kongemindet.

– Jeg siger bare "Kør!". Der må jo også være noget lokal kraft til at handle, siger han.

– Hvis det havde været mig, havde jeg bare sat arbejdet i gang og skrevet til staten og sagt "Nu står tårnet der. Kan vi få pengene udbetalt?".



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT