Med hatten i hånden: Udvalg beder kommunalbestyrelsen om hjælp

Med hatten i hånden: Udvalg beder kommunalbestyrelsen om hjælp
Morten Riis erkender, at de mange børneanbringelser er blevet en vanskelig sag for børne- og skoleudvalget. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 5. APR 2022 • 21:35
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
5. APR 2022 • 21:35

Børne- og skoleudvalget har fundet en del af pengene til at dække det øgede forbrug til børnesager, og man beder nu om hjælp til at finde resten af pengene.

Børne- og skoleudvalget håber på, at den øvrige del af kommunalbestyrelsen vil være med til at dække det underskud, som udvalget har fået i kassen som følge af, at flere bornholmske børn bliver anbragt udenfor hjemmet.

Børne- og skoleudvalget var tirsdag på en vanskelig opgave med at skulle finde de mere end 15 millioner kroner, som det ventes, at kommunens Center for Børn og Familie kommer til at overskride 2022-budgettet med.

Udvalgsforperson Morten Riis (Enhedslisten) oplyser, at udvalget har fundet cirka 10 millioner kroner ud af de 15.

– Vi har så vidt muligt forsøgt at gøre det uden, at det kommer til at gå ud over nogen, siger han og henviser til, at næsten halvdelen af pengene – cirka 4,6 millioner kroner – handler om et overskud på et af udvalgets budgetområder for 2021. De penge anbefaler man nu overført til Center for Børn og Familie.

Ikke flere voksne

Men det kommer til at gå ud over nogen. Det handler blandt andet om, at et flertal i udvalget nu anbefaler kommunalbestyrelsen, at der alligevel ikke kommer flere voksne i Bornholms daginstitutioner. Dette flertal er uden om forpersonen, idet det udgøres af DF, konservative og Bornholmerlisten.

Det anbefales også, at Bornholms fri- og privatskoler mister et tilskud til deres skolefritidsordninger, og at kommunens gratis parrådgivning stopper.

– Vi havde flere spareforslag, der måske kunne bringe vores drift i balance, men vores argument for ikke at bruge forslagene er, at det kan give et større merforbrug på sigt, fordi der ville være risiko for, at vi øger antallet af anbringelser, siger Morten Riis.

Penge fra hjemmeplejen?

Dermed er facit, at der mangler fem millioner kroner, og det får udvalget til at komme med en appel til resten af kommunalbestyrelsen:

– Der er nogen af udvalgsområderne, som kommer ud med ret store mindreforbrug i 2021 – blandt andet på social- og sundhedsområdet, hvor det i ret høj grad skyldes, at man ikke har været i stand til at rekruttere det antal medarbejdere, man har brug for, siger Morten Riis med henvisning til, at der er sparet mange lønkroner i hjemmeplejen.

– Vi håber på en beredvillig indstilling fra vores kolleger i kommunalbestyrelsen. Når man nu ikke kan bruge pengene herovre, kan man så ikke bruge dem til at reducere et underskud derovre.

– Det ligger udenfor børne- og skoleudvalgets handlemuligheder, men derfor kan vi godt opfordre vores kolleger til forståelse for sagen, mener Morten Riis om sagen.

– Det var ikke noget sjovt udvalgsmøde. Vi er enige om mange ting og ser ens på det med at spare på børneområdet. Men oveni skulle vi også tale sparekatalog i forhold til det kommende budget, slutter Morten Riis.