Glæde på Bornholm: Hjemmeværnet får 400 millioner

Glæde på Bornholm: Hjemmeværnet får 400 millioner
– Det er efterspurgt derude, og det gør også, at flere af soldaterne i aktiv-styrken får den nødvendige beskyttelsesudrustning, siger Kenneth Nielsen om de mange millioner til nyt udstyr. Foto: William Sonne Kaalø
POLITIK | Torsdag 13. marts 2025 • 15:30
POLITIK | Torsdag 13. marts 2025 • 15:30
Af:
Ritzau

Forsvarsministeriet sender ekstraordinært millioner til Hjemmeværnet i 2025 for at sikre bedre udrustning.

Hjemmeværnets frivillige kan se frem til nyt udstyr i år.

Forsvarsministeriet investerer nu ekstraordinært 400 millioner kroner i Hjemmeværnet for at sikre bedre udrustning.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Millionerne skal blandt andet gå til indkøb af beskyttelsesudrustning, soveposer, høreværn og sigtemidler til maskingeværer.

– Hjemmeværnet løfter en lang række vigtige opgaver til gavn for sikkerheden både her i landet og internationalt. Konstabler og befalingsmænd skal naturligvis have optimale betingelser for at udføre deres opgaver.

– Derfor har jeg sammen med den kommitterede for Hjemmeværnet og Hjemmeværnsledelsen besluttet ekstraordinært at tilføre 400 millioner kroner i 2025 til at styrke Hjemmeværnets opgaveopløsning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

De 400 millioner kroner kommer fra den resterende økonomiske ramme i forsvarsforliget, oplyser Forsvarsministeriet.



Millionerne skal blandt andet gå til indkøb af beskyttelsesudrustning, soveposer, høreværn og sigtemidler til maskingeværer. Foto: Hjemmeværnet

 

Soldaternært materiel

Hjemmeværnet glæder sig over opgraderingen til de frivillige:

– De rette rammevilkår, herunder udrustning, er rigtig vigtigt for, at vores frivillige soldater kan styrke Forsvarets og øvrige myndigheders opgaveløsning, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet, i pressemeddelelsen.

Også lokalt i Det Bornholmske Hjemmeværn er der glæde at spore over udsigt til udstyret.

– Vi synes, det er meget positivt, at man nu anskaffer det her materiel til Det Bornholmske Hjemmeværn, og at man fokuserer på, at der hurtigt kommer det her soldaternære materiel til de frivillige soldater, siger Kenneth Nielsen, der er chef for det lokale hjemmeværn på Bornholm, til Tidende.

– Det er efterspurgt derude, og det gør også, at flere af soldaterne i aktiv-styrken får den nødvendige beskyttelsesudrustning, som i dag mere eller mindre kun findes i den del, der hedder beredskabsstyrken. Så det er jeg meget, meget glad for, tilføjer han.

Hvad er næste skridt så - eller er I så der, hvor I skal være, når det her materiel bliver anskaffet?

– Vi er nået et godt stykke, når nu den enkelte soldat får den her udrustning. Det gør, at den enkelte soldat bliver mere kampberedt og derfor som person får mere kampkraft, fordi beskyttelsesudrustningen gør, at de kan overleve længere. Soveposerne gør, det er lettere at underbringe - sove og hvile - og derfor opnår de som enkeltpersoner mere kampkraft. Det betyder, at Det Bornholmske Hjemmeværn som helhed opnår mere kampkraft, siger Kenneth Nielsen.

14.000 i Hjemmeværnet

Når det nye udstyr er ankommet til Bornholm og implementeret, må Det Bornholmske Hjemmeværn så se på, om der er noget, man mangler.

– Men nu skal vi lige have det her indført først og øve os i at bruge det, og så kan vi begynde at kigge på, om der er nogle huller i osten - om der er noget, der mangler - og så må vi løfte det ad kommandovejen, tilføjer han.

Hjemmeværnet er en frivillig militær beredskabsorganisation, som støtter Forsvaret og det samlede beredskab, primært i Danmark. Der er i øjeblikket godt 14.000 aktive frivillige, oplyser Forsvarsministeriet.

Hjemmeværnet løser både militære og civile opgaver. Det kan eksempelvis være at hjælpe med regulering af færdsel og at hjælpe ved oversvømmelser og storme. Under coronapandemien har Hjemmeværnet også assisteret sundhedsmyndighederne.

Hjemmeværnet blev dannet efter Anden Verdenskrig.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT