I det forløbne år har Venstre Bornholms formand oplevet, at nogle medlemmer af bestyrelsen direkte modarbejdede, når tingene ikke gik deres vej, sagde han også.
– Jeg har en idé om, at når man lader sig vælge til en bestyrelse, er det med forpligtigelse til at gøre bestyrelsen bedre, og arbejde for og i bestyrelsens interesse – og ikke i egne interesser, men i en afstemt interesse og i en retning, som bestyrelsen sætter sammen. Det skal helst ikke være sådan, at fordi at man ikke er enig eller ikke får sin vilje, så kan man tillade sig at være en direkte modspiller, sagde Orla Hansen.
Venstre Bornholms formand appellerede til, at bestyrelsen begynder at bruge sine forskelligheder konstruktivt og gavnligt i stedet for at bruge dem negativt.
– Det er ikke fordi jeg har manglet opbakning i bestyrelsen, for der har været fuld opbakning langt hen ad vejen, men der er mange måder at lede og fordele og styre slagets gang – og nå til en forståelse, som vi alle kan leve med, sagde Orla Hansen.
– Vi er en meget forskellig gruppe, som hver især har sine forskellige kompetencer. Det er selvfølgelig en styrke, men det kræver også, at man accepterer, at vi ikke er ens. Vi kan ikke altid være enige, vi skal heller ikke være det – men vi skal finde styrkerne og kompetencerne og udnytte dem i foreningens interesse. Det vil styrke ikke kun bestyrelsen, men også foreningen.