Et hul på mindst 80 millioner kroner tegner sig i 2027. Det er godt 22 millioner værre, end da budgettet blev lagt sidste år.
Der er behov for store besparelser frem mod budget 2027.
Det kommer næppe som den store overraskelse, og nu viser en ny orientering til økonomiudvalget, at der på nuværende tidspunkt mangler mindst 80 millioner kroner for at få kommunens budget i balance næste år, samt at der fortsat er usikkerhed om flere forhold, som kan forværre situationen yderligere.
Nu er den økonomiske situation så gjort endnu mere konkret. I den seneste orientering fremgår det, at der allerede i det vedtagne budget for 2026 var udsigt til et kassetræk på 58,5 millioner kroner i 2027.
Og siden budgetvedtagelsen er der kommet ændringer til, blandt andet lavere befolkningsudvikling, tillægsbevillinger på driften og øgede anlægsudgifter, som tilsammen løfter det foreløbige underskud til minimum 80 millioner kroner.
Svigtende befolkningstal
I orienteringen peges der på flere forhold, der har ændret forudsætningerne siden budgetvedtagelsen i oktober.
Befolkningstallet er blandt andet lavere end forudsat i budgettet. Pr. 1. januar 2026 er det således opgjort til 38.678, hvilket er 288 indbyggere lavere end pr. 1. januar 2025, og 194 indbyggere lavere end i kommunens befolkningsprognose for 2026.
Det reducerer kommunens indtægter med to millioner kroner, lyder det i orienteringen.
Samtidig er der givet tillægsbevillinger på driften og besluttet anlægsprojekter, som øger udgifterne i 2027 med 18,8 millioner.
Derudover er der fortsat usikkerhed om en række forhold, som kan påvirke budgettet yderligere. Det gælder blandt andet udviklingen i udgifter til forsørgelse og serviceområder samt konsekvenserne af kommende politiske beslutninger. Administrationen vurderer derfor, at den nuværende opgørelse er et minimumsskøn.
Det er ikke den nemmeste opgave, der venter den nye kommunalbestyrelse, når budgettet til september skal lægges. Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved
'Bliver helt vanvittigt'
De nye tal ligger i forlængelse af de vurderinger, som politikerne i konstitueringskredsen gav udtryk for i weekenden. Her blev der peget på en presset økonomi i overslagsårene og behov for at finde betydelige besparelser på driften i de kommende år.
Frederik Tolstrup sagde, at økonomien ser “skidt ud”, og at man på nogle områder er blevet “overhalet af virkeligheden”, i takt med at befolkningstallet falder. Samtidig lød det fra flere partier, at man skal i gang med at gøre tingene anderledes.
– Hvis vi bare gør, som vi plejer, og beder direktionen om at finde 60-70 millioner, så ender vi i det samme mønster. Der tror jeg, vi er enige om, at vi bliver nødt til at tænke mere kreativt og forny processen, lød det blandt andet fra Niels Chresten Andersen (KD).
Og fra andre partier blev der peget på, at økonomien kræver handling.
– Hvis vi ikke gør noget i år, skubber vi bare problemet frem, og i år to, tre eller fire bliver det helt vanvittigt. Vi kan ikke bare vende den anden kind til, sagde René Danielsson (DF).
De konkrete besparelser venter
Den samlede spareramme ventes fastlagt i marts. Herefter vil administrationen udarbejde forslag til besparelser, som typisk samles i et sparekatalog og sendes i politisk behandling og høring i løbet af foråret og sommeren.
Det endelige budget for 2027 vedtages som udgangspunkt i efteråret. Indtil da forventes en række politiske drøftelser om, hvordan økonomien bringes i balance, og hvor eventuelle besparelser skal placeres.
René Danielsson har tidligere peget på, at der efter hans vurdering bør lukkes tre til fem daginstitutioner – en udmelding, der mødte kritik.
– Det er bedst at diskutere det så tidligt som muligt, så folk ikke bliver taget på sengen. Det er en legitim holdning, at jeg skulle have ventet, til en administrativ medarbejder har offentliggjort sparekataloget, men jeg er bare ikke enig, sagde René Danielsson i sidste uge.
De andre konstitueringspartier har hidtil ikke meldt helt så konkret ud. Men man er opmærksom på, at der kan komme ting som går ud over ens eget kerneområde.
– Vi har jo alle sammen et politisk bagland og noget, der ligger os nært – noget, vi vil være kede af, hvis der skulle blive sparet. Det er jo ikke sådan, at vi sætter os ned og tænker: "Yes, det her bliver fint," fortalte Frederik Tolstrup, mens Andreas Grosbøll (SF) foreløbigt fornemmer, at alle er klar til at kigge indad.
– Indtil videre oplever jeg, at alle er villige til at kigge på deres egne områder. Især hvis vi tror på, at det vil skabe nogle af de penge, vi kan bruge til investeringer, så vi kan lave de seriøse ændringer, som er nødvendige for, at vi på længere og mellemlang sigt kan få en bedre økonomi, sagde han.
BRK's skøn over manko (underskud red.) i 2027
Ubalance jævnfør vedtaget budget 2026: 58,5 millioner Korrektion for lavere befolkningsudvikling: 2,0 millioner Tillægsbevillinger på driften: 0,7 millioner Anlægsbevillinger (heraf flyttet fra 2026: 12,2 mio.): 18,8 millioner