Et ønske om tilskud udløser principielle spørgsmål

Et ønske om tilskud udløser principielle spørgsmål
Knallertklubben De Vilde Svin Bornholm får næppe lokaletilskud til alle de aktiviteter, klubben har. Arkivfoto: Holger Larsen
POLITIK | Onsdag 16. april 2025 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Onsdag 16. april 2025 • 19:00

I en tidligere udgave af denne artikel stod der, at knallertklubben De Vilde Svin holder til i et tidligere autoværksted. Det har klubben tidligere gjort, men den er flyttet til nye lokaler på Lykkesvej. Vi beklager fejlen.

Knallertklubben De Vilde Svin i Aakirkeby har søgt om lokaletilskud, men får næppe dækket alle aktiviteter.

I februar blev De vilde Svin Bornholm godkendt som en folkeoplysende forening, der arbejder for at oplyse knallertinteresserede om veteranknallerter og disses vedligehold. Nu søger knallertklubben om lokaletilskud til de lokaler, hvor den holder til, og det rejser et par principielle spørgsmål, som folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til på sit næste møde.

Indstillingen til udvalgets medlemmer er, at de godkender ansøgningen og yder et tilskud. Spørgsmålet er bare, hvor stort det skal være, og det kommer an på, hvordan medlemmerne stiller sig til ét centralt spørgsmål: Er opbevaring af og arbejde på private knallerter tilskudsberettiget?

Kun tilskud til noget

De Vilde Svin Bornholm renoverer, servicerer og kører fælles ture på veteranknallerter. De har deres base i et lejemål, der består af to sammenhængende lokaler. I det største arbejder medlemmerne på deres knallerter og har socialt samvær, og i et mindre baglokale opbevarer de knallerterne.

Foreningen har søgt om lokaletilskud til en årlig udgift på 38.100 kroner, og den forventer at afvikle 230 aktivitetstimer i 2025. I kommunen mener man dog ikke, at det er alle klubbens aktiviteter, som bør udløse lokaletilskud. At køre tur og gøre de personlige knallerter klar til dette falder ikke naturligt ind under godkendte aktiviteter, mener den kommunale administration.

Den præsenterer derfor folkeoplysningsudvalget for to tilskudsmodeller, som begge indeholder en reduktion i forhold til det, De Vilde Svin Bornholm har søgt.

To modeller

Enten yder kommunen et tilskud til det samlede lejemål, men kun til de timer, klubben bruger på tilskudsberettigede aktiviteter. Hvis udvalget godkender den model, nedjusteres aktivitetstimetallet fra 230 til 191, og det årlige tilsagn vil være 12.112 kroner.

Alternativt baserer udvalget det kommunale lokaletilskud på et reduceret udgiftsgrundlag og et reduceret aktivitetstimetal, hvis holdningen er, at opbevaringen af knallerter ikke lever op til betegnelsen "Plads til rekvisitter og udstyr". I så fald reduceres foreningens tilskudsberettigede udgifter også med den procentdel, som det lille lokale udgør af det samlede lejemål. Med den model beregnes det konkrete tilskud senere, da De Vilde Svin Bornholm skal fremsende yderligere information om størrelserne på både baglokalet og det samlede lejemål, fremgår det.

FÅ ABONNEMENT