Ellemann har ét råd til Trøst - han håber ikke, at Trøst læser det

Luk ned, luk ned, luk ned. Sådan lyder det bedste råd fra Jakob Elleman-Jensen, som sidste år blev sygemeldt med stress, til borgmester, Jacob Trøst.

– Først og fremmest, så håber jeg, at han slet ikke læser, de råd jeg har. For så følger han med i medierne, og det skal han ikke.

Så kontant lyder ordene fra den tidligere toppolitiker, Jakob Ellemann-Jensen, som indtil sidste år var vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre. I starten af sidste år måtte han melde sig syg med stress, og derfor kan han tale med om nogle af de ting, der er på spil, når man som folkevalgt politiker må trække stikket og melde sig syg.

– Jeg var måske ikke nødvendigvis så dygtig til at lade mediebillede være mediebillede. Det er det, der er svært - at man sidder og følger med i de spekulationer, der bliver gjort om én, og kan man nu tillade sig at være syg og så videre. Noget, som folk nok ikke ville stille spørgsmålstegn ved, hvis man var blevet diagnosticeret med kræft. Men der er vi ikke nået langt nok endnu, når det kommer til stress, forklarer han videre.

Tidende har ringet den tidligere politiker op, fordi kommunens konservative borgmester, Jacob Trøst, mandag morgen delte på sin Facebook-side, at han er blevet nødt til at tage sit helbred alvorligt og trække stikket. En oplevelse Jakob Ellemann-Jensen selv havde tilbage i februar 2023, og som han tydeligt kan huske var svær.

– Det, der var svært for mig, og som jeg kunne forestille mig andre i samme situation også oplever som svært – det er jo at man gerne vil fortsætte. Det gælder alle, der får stress, at de gerne vil fortsætte og leve op til det ansvar de har fået betroet - og det er derfor, de er havnet i den situation, mener han.

En betroet opgave

Selvom han ikke mener, at det er særligt for politikere, at de har svært ved at lade arbejdet ligge, så gætter han alligevel på, at der er nogle særlige ting, der gør sig gældende for folkevalgte.

– Det der så kommer oveni som politiker, det er den offentlighed, der er omkring en situation - herunder sygdom.

– I mit tilfælde troede jeg, at jeg bare skulle være væk i et par uger. Det var et enormt nederlag, og det var nok, fordi jeg selv havde de samme fordomme om stress, som jeg tror mange har - at det er noget, man ”selv er skyldig i”, forklarer han.

Han har imidlertid selv revideret sin opfattelse temmelig meget efter den oplevelse.

– Men man har bare følelsen af, at alle kigger på og står og tripper efter, hvornår man er tilbage, forklarer han.

Han husker dog tydeligt, at en god kollega opmuntrede ham til at tage sig god tid, og det gjorde en forskel for ham.

– Han sagde: ”Når du kommer tilbage, så kan folk ikke huske, om du var væk i en måned eller i fire. De kan huske, at du var væk, men hvor lang tid det var, det er der ingen, der kan huske. Så sørg nu for at være frisk, inden du vil være tilbage.”

Udover offentligheden, så er der også et særligt element i at være blevet betroet en opgave som repræsentant for en gruppe mennesker.

– Jeg havde utrolig dårlig samvittighed ved at slippe netop det (politiske virke red.), fordi jeg var blevet betroet en opgave. Som politiker er man folkevalgt, så er du der på vegne af os alle sammen. Du stiller dig ligesom til rådighed og siger; ”Ved I hvad, jeg tager den her - jeg repræsenterer lige os alle sammen”, forklarer han og fortsætter:

– Det vil sige, at det ikke kun var mig, der var hjemsendt, for jeg var repræsentant for en masse mennesker. Det, synes jeg, var træls.

Knokler for at bevise

Udover øvelsen i at lukke ned for medier, Facebook og alle de andre input, der forholder sig til borgmesterens tilstand, så kan det også være en idé at få styr på de væsentlige ting, der måske er blevet negligeret i en længere periode, hvor arbejdet har fået lov at fylde for meget.

– Det handler om at få styr på alle de ting, som jeg i hvert fald ikke havde prioriteret; at spise ordentligt, sove ordentligt, motionere ordentligt, trække vejret ordentligt, se mennesker, der ikke nødvendigvis var mine kolleger; ting, der ikke havde fået plads i en del år, fortæller Ellemann videre.

Han husker, at det særligt var svært, fordi han var gået ind i et projekt, han i modsætning til mange andre troede på, og som han gerne ville føre videre.

– Det var et projekt, som mange skældte ud på, men som jeg synes var vigtigt. Det kan nogen måske genkende, hvis man har en uventet politisk konstellation, som man står i spidsen for og har stået fadder til. Så vil man gerne vise folk, at det var en god idé og man knokler for at bevise det.

Han vender derfor tilbage til det vigtigste råd, han vil give videre. Det er at lukke helt ned. For nogen er det trist, for andre måske befriende, men der er ganske enkelt ikke nogen, der er uundværlige.

– Der ikke nogen, der kommer til at miste livet af, at du ikke er der. Det er der simpelthen ikke. Og selvom det er meget vigtigt, det vi laver, så er det ikke noget, der ikke kan laves af andre. Vi ville gerne tro, det var sådan, men det er det heldigvis ikke. Så luk ned og sørg for, at nogen passer på omkring dig.

Han slutter af med at foreslå, at man endda går så vidt som til at hyre en "dørmand", som kan hjælpe med at sende de velmenende kaffeaftaler og gåture hjem efter 20 minutter.

– Gode mennesker vil række ud og komme forbi og drikke en kop kaffe og gå en tur, og det er fint. Men det er vigtigt at være god til at sige fra og respektere egne grænser og behov. Men det er jo derfor, du er, hvor du er. For hvis du kunne sige fra selv, havde du ikke fået stress. Så sørg for at bede om hjælp til det, hvis du ikke selv kan.

I dag er Jakob Ellemann-Jensen ikke længere i politik, og det var været "udpræget godt", fortæller han til Tidende.

– Det er rart at være ude på den anden side. Det har vist sig, at der er en pragtfuld verden uden for politik.

Han understreger dog, at selvom der gik relativt kort tid efter, at han var kommet tilbage efter sin sygemelding, så var det ikke derfor, han stoppede i politik.