Men her handler det så om, hvor store Die Grünen bliver i forhold til, hvilket pres de kan lægge på de andre partier, hvis de altså kommer med i en regering.
– CDU er mere skeptisk på det område, så det vil være Die Grünen, der skal sætte fokus på det, siger Alfred Arnborg, der er energianalytiker i Tænketanken Europa.
Derfor blev der valg
Den nuværende regering med SPD og Die Grünen bestod oprindeligt af endnu et parti. Det liberale parti FDP. Sidstnævnte trådte ud af regeringen, da Olaf Scholz 6. november fyrede finansministeren Christian Lindner fra FDP. Det var med til at bringe hans regering til fald, da den røg i mindretal og måtte gå af på grund af et mistillidsvotum fremsat 16. december 2024, hvilket udløste valget den 23. februar i år.
FDP har ofte været et kongemagerparti, da de befinder sig på midten i tysk politik. Men de er blevet mere end halverede i meningsmålingerne og risikerer slet ikke at komme over spærregrænsen på fem procent. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at de vil komme til at spille en afgørende rolle på valget af den tyske forbundskansler. Det gælder ligeledes partiet længst på højrefløjen, Alternative für Deutschland.