Dobbeltløn på vej mod afskaffelse

NOTITS | 13. SEP 2024 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
NOTITS
13. SEP 2024 • 15:30

Da daværende borgmester Winni Grosbøll i slutningen af 2020 meldte sin afgang fra borgmesterembedet for at blive direktør i Friluftsrådet, kom manøvren på grund af danske borgmestres ret til dobbeltløn til at koste kommunen en lille million kroner i eftervederlag.

For tre år siden lagde både Socialdemokratiet og Venstre så op til at ændre reglerne for borgmestres dobbeltløn, men siden er ingenting sket. Det skriver DR.

Det medfører kritik fra Dansk Folkeparti og SF. Morten Messerschmidt, DF's formand, siger, at han synes, "at Socialdemokratiet og Venstre skulle leve op til det, som de lovede, og selvfølgelig sørge for, at man ikke skal have dobbeltløn, hvis man har været borgmester."

Også SF's gruppeformand, Jacob Mark, klandrer de to regeringspartier for ikke at følge deres egne ord op med handling, skriver DR.

– Det tager jo et øjeblik at ændre på de her regler. Så jeg forstår det ikke og synes også, at det er på tide at få det ændret, siger Jacob Mark til DR.

Venstres indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger til DR, at hun ikke har været opmærksom på problemstillingen, men at hun nu vil se nærmere på sagen.

FÅ ABONNEMENT