DF: Flere penge til fodboldbaner og robotstøvsugere

DF: Flere penge til fodboldbaner og robotstøvsugere
Idrætten på Bornholm er blevet nedprioriteret i mange år, mener Dansk Folkeparti, som vil afsætte flere penge til fodboldbanerne. Arkivfoto: Jesper Gynther
POLITIK | Lørdag 11. oktober 2025 • 11:00
Holger Larsen
Journalist
POLITIK | Lørdag 11. oktober 2025 • 11:00

Dansk Folkepartis valgprogram fokuserer på velfærdsindsatser og en øget borgerinddragelse.

"En stærk kommune og lokalsamfund hviler på et fundament af tillid, og det fundament er mere end bare revnet".

Det skriver Dansk Folkeparti på Bornholm i sit valgprogram forud for kommunalvalget tirsdag den 18. november.

DF skriver om det politiske samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen: "De siger og aftaler et, for derefter løbe fra aftalerne og så flere mistillidsfrø i deres interne relationer".

"Der er brug for, at øens politikere laver en kontrakt med borgerne. En kontrakt, hvor vælgerne kan se retningen, og ved hvad de kan forvente sig i budgetforhandlingerne".

Et af DF’s forslag i valgprogrammet er en øget borgerinddragelse, hvor bornholmerne bliver direkte involveret i de store strategiske spørgsmål:

"Vi ser den optimale løsning som en årlig dag, hvor bornholmerne har muligheden for at stemme om de store strategiske spørgsmål. Det kunne være bopælspligt, energiø, kollektiv trafik, færgeudbud", skriver DF, som foreslår, at det skal ske i juni før årets budgetforhandlinger.

Drift og velfærd

Partiet ønsker, at kommunalbestyrelsens fokus rettes mod kommunens drift og investeringer i velfærden:

"Elbusser, ekstra administrative ressourcer til statslige kæmpeprojekter og unødvendigt mange penge til kultur. Det er bare tre eksempler på steder, hvor politikerne vælger kerneopgaven fra. Det øger udgiftspresset og fastholder Bornholm i en nedadgående spiral", skriver DF blandt andet og fortsætter:

"Den velfærdsmæssige opgave er det, som vi som kommune skal måles på. BRK skal ej heller sætte dem, som har de mest presserende behov i anden række til fordel for prestigeprojekter".

10 budgetmål

Dansk Folkeparti fremsætter 10 budgetmål for den kommende valgperiode. Det er indsatser, man mener vil gøre Bornholm til et mere socialt og økonomisk bæredygtigt samfund og øge tilflytningen af ressourcestærke tilflyttere.

På børn- og ungeområdet ønsker man afsat en pulje til pasning af eget barn i en periode på otte uger-et år mellem barnets første og tredje leveår.

Man vil afsætte penge til at kunne give tilskud til private klubtilbud til børn efter endt SFO. Det sker i erkendelse af, at kommunen ikke selv har penge til at etablere tilbud, skriver DF. Man håber, at et kommunalt tilskud vil give de private klubtilbud flere brugere.

Kommunen formår ikke selv at løse opgaven med mistrivsel blandt børn, mener DF, som foreslår et partnerskab med "Lær for livet", som specialiserer sig i aldersgruppen 9-15 år.

Økonomisk gulerod

På ældreområdet vil partiet genindføre transport til vederlagsfri fysioterapi og tilskud til robotstøvsugere for personer, der er tilkendt en pension.

Kommunens omsorgspersonale skal have en økonomisk gulerod i form af et anciennitetstillæg, som DF håber kan være med til at fastholde medarbejdere.

Nyt personale på området vil DF tiltrække ved at tilbyde løn under uddannelse til unge under 25 med et års erfaring.

"Sociolancen" kalder DF et forslag på socialområdet om at etablere et team, som skal håndtere de borgere, som er endt i den almene hjemmepleje, men har brug for særskilt pædagogisk støtte.

Bedre fodboldbaner

På fritids- og kulturområdet vi partiet tilbyde bedre forhold for Bornholms fodboldspillere.

Der skal etableres to vandingsanlæg – på Nexø Stadion og Rønne Stadion Nord – og et øget driftsbudget skal sikre bedre pleje af fodboldbanerne i Rønne, Hasle, Allinge, Svaneke, Aakirkeby, Nyker, Tejn, Østerlars og Østermarie.

Her skal spares

Dansk Folkeparti vil finde finansieringen med en række besparelser. Det gælder først og fremmest jobcentret, som man mener bør nedskaleres med minimum 45 procent i den kommende periode.

En anden større besparelse vil DF finde ved sætte en stopper for leasing af elbusser, og på lidt længere sigt vil DF have BAT nedlagt, og busselskabet lagt ind under Movia, som ejes af 45 kommuner og to regioner på Sjælland.

Kulturstøtten skal reduceres, og det samme gælder tilskuddet til Folkemødet. Mindre beløb skal hentes ved effektivisering af kommunens udvalgsstruktur og topledelse, foreslår DF.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT