Noget mere sandsynligt kan valgforbund afgøre, hvor stort et enten rødt eller blåt flertal bliver. Meningsmålingen fra februar viste et rødt flertal på 13 mandater mod 10 blå. Men med en hel del mulige blå valgforbund ville Socialdemokratiet miste et mandat, så det røde flertal kun bliver 12 mod 11.
Fordi det store, samlede blå valgforbund vil give det mindst mulige blå stemmespild, har en del samtaler da også handlet om at skabe sådan et.
– Skal vi holde Socialdemokratiet stangen, så skal vi samle alle stemmer op. Der har været snak om at lave et stort borgerligt valgforbund, men det tror jeg bliver svært. Det bliver en udfordring, men de gode løsninger er heller ikke altid de lette, siger en af de involverede partiformænd.
– Nogle vil gerne være i stue med nogle, men ikke med nogle andre. Man burde jo gøre det så bredt som muligt, men modsætningerne går lidt på kryds og tværs, siger en anden partiformand.
Flere partiformænd fortæller for eksempel, at Kristendemokraterne ikke vil i valgforbund med Dansk Folkeparti. Moderaterne havde egentlig gjort op, at de ikke ville i valgforbund med nogen – før et udspil om et større blåt valgforbund fik Moderaterne til at genoverveje.