Bygning på Galløkken til salg: 'Der er nogle restriktioner'

Bygning på Galløkken til salg: 'Der er nogle restriktioner'
Kommunen fortæller, at den har sat friluftsscenen på Galløkken til salg, men reelt drejer det sig om den rød træbygning ved siden af. Arkivfoto Ole Bolin
POLITIK | Tirsdag 8. juli 2025 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Tirsdag 8. juli 2025 • 15:30

Kommunen fortæller, at den har sat friluftsscenen i Rønne til salg, men det er ikke helt korrekt.

Kommunen sælger friluftsscenen på Galløkken. Eller gør den? På sin hjemmeside fortæller regionskommunen, at den i øjeblikket har tre ejendomme til salg, og at en af dem er friluftsscenen i Rønne, som EDC Bornholmerbo har fået til opgave at sælge. I salgsopstillingen står der til gengæld, at det er bygningen ved friluftsscenen, der er til salg.

Det er medindehaver og ejendomsmægler Dan Dellgren hos EDC Bornholmerbo, som er tovholder på sagen, og han har et klart svar på spørgsmålet, om selve friluftsscenen er en del af salget.

– Nej, kun bygningen, siger Dan Dellgren.

Det er den røde, træbeklædte bygning ved siden af scenen, det drejer sig om. Den er 46 kvadratmeter stor, og der er også et overdækket areal på 10 kvadratmeter. Det er udbudt til salg for under 200.000 kroner, men kom­mu­nen er ikke forpligtet til at sælge til den udbudte pris, fremgår det.

Sikker på salg

Dan Dellgren fortæller, at der allerede har været flere fremvisninger til både private, foreninger og institutioner.

– Der er stor interesse. Den har givet stor respons, og der er allerede flere, der har tilkendegivet, at de vil købe den, siger han.

Samtidig gør han klart, at der ligger nogle begrænsninger på en bygning, der ligger i et fredet område.

– Det er ikke bare hr. Jensen, der kan bruge det som sit sommerhus. Det får man ikke lov til, siger Dan Dellgren.

Det fremgår af salgsopstillingen, at bygningen ligger på lejet grund, og ved køb vil der blive indgået en 30-årig lejeaftale for arealet. Som køber skal man godkende de vilkår, der er i lejekontrakten, og derudover skal Fredningsnævnet godkende den nye ejers anvendelse af bygningen.

– Så der er nogle restriktioner, fortæller Dan Dellgren.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes EDC Bornholmerbo at få solgt ejendommen.

– Det er jeg helt sikker på, at den bliver, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT