Borgerforeninger provokerer efter nyt forslag

Borgerforeninger provokerer efter nyt forslag
"Vi er stærkt forundrede over, at man fremlægger de samme forslag endnu en gang. Forslag, der har mødt protester fra borgerne, og som er blevet afvist politisk i denne valgperiode", skriver Bornholmske Borgerforeningers Samvirkes formand Mads Wolff, efter at fem kasserede forslag om at lukke biblioteker nu igen er blevet lagt på bordet. Foto: Anette Vestergaard
POLITIK | Fredag 29. august 2025 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Fredag 29. august 2025 • 19:00

Det mødte kraftig modstand, da der sidste sommer var planer om at lukke mindre biblioteker udenfor Rønne og Nexø. At præcis de samme spareforslag nu igen er blevet lagt frem for kommunalbestyrelsen undrer borgerforeningerne så meget, at de har sendt deres høringssvar fra sidste sommer ind en gang mere.

Hvis man stiller det samme spørgsmål til de samme mennesker to gange, er der ret stor chance for, at man også vil få det samme svar.

Den logik har både Bornholmske Borgerforeningers Samvirke (BBS) og sammenslutningen Biblioteksbyerne på Bornholm netop brugt, afledt af at fem forskellige måder at lukke mindre biblioteker på alle sammen er en del af sparekataloget op til næste års kommunebudget.

De samme fem forslag mødte ret massiv modstand, da de var i offentlig høring sidste sommer. Lige omkring 40 af de 43 høringssvar nærmest råbte "nej tak". Planen om at lukke mindre biblioteker blev dernæst skrottet af kommunalbestyrelsen.

Gisner om årsagen

Men nu er ideen så på bordet igen.

Det undrer både Bornholmske Borgerforeningers Samvirke og Biblioteksbyerne på Bornholm så meget, at de som modsvar har sendt deres høringssvar fra sidste sommer ind en gang mere.

"Vi kan kun gisne om årsagen til, at de samme forslag nu fremsendes igen, men efter vores opfattelse sætter det (igen!) spørgsmålstegn ved Bornholms Regionskommunes vilje og/eller evne til at tage værdier og principper om borgerinddragelse alvorligt", skriver Biblioteksbyerne på Bornholm til en start.

"Alt andet lige medfører det jo også et stort tidsspilde for både borgere, ansatte og politikere, som vi synes er uhensigtsmæssigt i tider, hvor alle har mange ting at give sig til", fortsætter biblioteksbyerne, i praksis borgerforeningerne i de syv byer med biblioteker samt Aakirkebytinget.

Svaret fra Bornholmske Borgerforeningers Samvirke er i praksis det samme. Også BBS reagerer ved at sende sit et år gamle høringssvar ind en gang mere.

"Vi er stærkt forundrede over, at man fremlægger de samme forslag endnu en gang. Forslag, der har mødt protester fra borgerne, og som er blevet afvist politisk i denne valgperiode", skriver formand Mads Wolff på vegne af borgerforeningerne.

"Vi henholder os derfor til vores høringssvar fra juli 2024 og anbefaler, at forslagene afvises”.

Hvis kommunalbestyrelsen skulle have fået mere lyst til at lukke biblioteker i det seneste år, vil der være mellem 101.000 og 437.000 kroner om året at spare, afhængigt af hvilken af de fem modeller man vælger.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT