– Folketinget har haft mellem 3.000 og 4.000 lovforslag at vælge imellem, så jeg var lidt overrasket over, at vi var så heldige at få nogle elever med. Det er første gang, jeg prøver det, siger Karin Kofod, samfundsfagslærer på Friskolen Østerlars.
Hun er stolt over, at undervisningen bærer frugt på denne måde, og hun glæder sig til at skulle af sted sammen med sine to elever.
– Vi skal møde i Folketinget 7.30, og vi skal være der til 17.30. Alma og Tilde skal i samråd med embedsmænd og undervisningsminister Mattias Tesfaye, og de skal i Folketingssalen fremlægge og forsvare deres forslag, hvorefter der skal stemmes om det. De forslag, der bliver godkendt, skal afleveres til statsminister Mette Frederiksen, siger Karin Kofod.
Det er så op til de rigtige politikere, om nogle forslag fra Ungdomsparlamentet er så gode, at de skal tages op i Folketinget og måske blive til love.