5G
Det lader til, at vi alligevel ikke skal have en 27 meter høj 5G-mast ved Paradisvej i Vang. Bornholms Regionskommune gav ellers i april 2017 en dispensation, så TDC kunne opstille en mast, der ville sikre hurtigere trådløst internet. Borgere i Vang blev imidlertid meget overraskede over kommunens beslutning, og de mente ikke, at de var blevet hørt på forhånd.
Borgerne sendte derfor for over et år siden klager af sted til Natur-og Miljøklagenævnet, Planklagenævnet og Byggeriets Ankenævn. Planklagenævnet har nu behandlet klagen er kommet med en afgørelse, som ikke er til at misforstå: ”Planklagenævnet ophæver afgørelsen. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder”.
Ulla Rung Weeke er en af de husejere i Vang, som har været med til at klage over kommunens beslutning. Hun er utroligt glad for Planklagenævnets afgørelse. Men hun er også overrasket.
– De har omgjort beslutningen, fordi Bornholms Regionskommune ikke kan gå ind og lave en dispensation på de teknikskabe, der skulle fylde 5x5 meter under masten. Planloven skal beskytte by- og landskabsmiljøer, og den er meget klar: I et miljø som Vang må man ikke lige bygge 25 kvadratmeter teknikskabe med træindhegning.
– Så sagen er ikke røget på, at masten er høj, men på, at der er placeret store teknikskabe ved den, siger Ulla Rung Weeke
Kan godt stå et andet sted
Hun afviser imidlertid ikke, at der kan komme en 5G-mast op i Vang. Den skal bare ikke stå der, hvor den i første omgang skulle placeres.
– Vi har hele tiden reageret på placeringen og kommunens sagsbehandling. I vores hus har vi så også haft en bekymring om, at strålerne i 4G+-master og 5G-master kan være farlige for vores biologi. Men overordnet har vi kritiseret sagsbehandlingen og placeringen. Derfor har vi også haft to-tre forslag til alternative placeringer (Vang Granitbrud og andre steder, der dog blev afvist af lodsejeren og/eller Bornholms Regionskommune, red.), siger Ulla Rung Weeke.
Skræmte folk væk
Frygten for masten og dens placering har haft så stor indflydelse på nogle af dens potentielle naboer, at de ligefrem har afholdt sig fra at flytte til Vang. Bornholms Tidende har tidligere talt med familien de Vries, som troede, at de skulle flytte fra Nordjylland til Bornholm – indtil det viste sig, at de havde købt et hus, der skulle bygges en høj telemast ved siden af.
Ulla Rung Weeke fortæller, at hendes familie også har været klar til at skille sig af med deres Vang-hus, hvis ikke kommunens dispensation blev ophævet.
Selv troede hun, at det ville være selve masten – dens højde eller strålingen fra den – der kunne føre til dens fald. Men det viste sig altså, at dens akilleshæl var et helt andet sted.
– I vores første klage havde vi tre linjer om, at vi ikke kunne forstå, at man kunne give dispensation for noget, der for os ligner en bygning. Vi påpegede, at teknikskabene kom til at fylde rigtig meget. Da vi fik en planlovsadvokat fra Aalborg til at se på sagen, var det det, han gik efter, fortæller Ulla Rung Weeke.
En overraskende sejr
Der var ellers ikke den store lokale tiltro til, at det ville have nogen effekt at klage.
– Jeg blev overrasket, da vi modtog afgørelsen. Mange af grundejerne i Vang sagde: ”Det nytter ikke, Ulla. Det er et stort system. Du kan lige så godt lade være.” Men vi endte med en ret stor sejr, siger Ulla Rung Weeke.
Foruden Planklagenævnet har de utilfredse husejere i Vang også hørt fra Natur-og Miljøklagenævnet, som ikke var parat til at omstøde kommunens dispensation, skønt masten ville ligge forholdsvis tæt på et Natura 2000-område – nemlig Hammeren og Slotslyngen. Husejerne venter stadig på en afgørelse fra Byggeriets Ankenævn.
Planklagenævnets afgørelse
Ifølge Planklagenævnets afgørelse, er det en endelig beslutning at ophæve Bornholms Regionskommuens dispensation i forhold til 5G-masten i Vang. Afgørelsen kan således ikke indbringes for en anden administrativ myndighed:
”Planklagenævnet ophæver Bornholms Regionskommunes afgørelse af 12. april 2017 om, at telemast på ejendommen Paradisvej 21, 3790 Hasle, er i overensstemmelse med lokalplan nr. 0-02, Bevarende lokalplan for Vang – Teglkås – Helligpeder.
Nævnet ophæver desuden dispensationen fra lokalplanens § 4.1 til teknikskabe og hegn.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet.”