'Vi vil gerne give drengene en opvækst som vores egen'

'Vi vil gerne give drengene en opvækst som vores egen'
Ida Seest Dam elsker at se sine egne børn skabe barndomsminder på Bornholm. Eget foto
DAGENS NAVN | Onsdag 16. april 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | Onsdag 16. april 2025 • 05:30

Ida Seest Dam er flyttet tilbage til fødeøen med sin familie og et ønske om at fokusere på børn og trivsel.

Du kom tilbage til Bornholm for to år siden med din familie. Kan du kort beskrive din historie frem til i dag?

– Jeg er opvokset på et lille landsted ved Balka. Udover hund og kat og høns havde vi heste, grise, får, kaniner, ænder og gæs. Vi brugte naturen rigtig meget i vores dagligdag: Balka med daglige badeture, klipperne ved Nexø og paradisbakkerne var en del af hverdagslivet. Efter gymnasiet flyttede jeg til København for at tage en uddannelse i socialt arbejde med speciale udsatte børn og unge. Jeg fik job I Ungdommens Røde Kors, hvor jeg stadig arbejder for at skabe frivillige, sociale aktiviteter for børn og unge anbragt på børne- og ungehjem.

Jeg blev kæreste med Aske, som har en lignende opvækst - ligeledes på et landsted på Bornholm.

Hvorfor valgte I at flytte tilbage?

– Efter at Aske og jeg havde fået to drenge sammen, blev ønsket om et mere rolig familieliv større. Vi vil gerne give drengene en opvækst som vores egen med naturen og det nære fællesskab i fokus.

Har det været nemt for jer at finde nogle gode jobs?

– Vi har begge beholdt vores gamle jobs. Aske på Roskilde Universitet og jeg i Ungdommens Røde Kors. Her har jeg også givet mig i kast med at genåbne Ungdommens Røde Kors' lokalafdeling på Bornholm. På sigt tænker, jeg at det kunne være dejligt at finde et arbejde her på øen.

Hvordan er det at flytte ind i sit gamle barndomshjem?

– Ja vi endte jo med at købe mit gamle barndomshjem af min far, som er flyttet 500 meter længere ned mod Balka i et lidt mindre hus.

– Jeg elsker at bo her og nyder at se mine børn skabe deres egne barndomsminder på et sted, der betyder rigtig meget for mig. Jeg elsker de åbne vidder og at børnene kan bevæge sig frit ud på mark og i skov.

Din far er jo en lokal kokkelegende – tidligere køkkenchef Claus Seest Dam. Har du arvet hans interesse for madlavning?

– Nok ikke i helt samme grad, men jeg elsker at lave og ikke mindst spise god mad. Og så er det jo skønt at have en gammel kokkefar lige om hjørnet. Vi er en stor familie, som nyder godt af hans glæde ved at samle os alle omkring store retter god mad.

Du har lige fået barn nummer tre. Hvad er et godt børneliv i jeres familie?

– For os er et godt børneliv frihed til at lege og tid sammen med familien.

Du er ved at stifte en ny forening – hvad går det ud på?

– Vi er en gruppe, der er gået sammen om at starte foreningen Ø-trivsel, som har til formål at reducere den mentale mistrivsel for alle på øen gennem fællesskaber. Bornholm står over for store udfordringer med mange udsatte og sårbare borgere. Omvendt er Bornholm også en ø rig på natur, kunst og iværksætteri og ikke mindst ildsjæle, der brænder for deres erhverv og for at gribe til handling over for de sociale problematikker, øen også rummer.

– Foreningen vil skabe rammerne for, at bornholmske kræfter kan gå sammen om at gribe til handling og skabe forandringer og forbedringer for den mentale trivsel blandt øens borgere – med et særligt fokus på natur og kunst.

– I foreningen vil vi støtte hinanden i allerede eksisterende projekter og inspirere hinanden til at tænke i helt nye initiativer – gerne på tværs.

Har du nogen yndlingssteder på Bornholm?

Det må nok være østkysten, hvor jeg er vokset op: Balka strand og klippestrækningen fra Nexø til Svaneke, men jeg elsker også den mere rå natur ved Nordbornholm.

Ida Seest Dam

Alder: 38

Bopæl: Kannikegårdsvej på Balka

Uddannelse: Kandidat i Socialt arbejde

Civilstand: Gift med Aske Basselbjerg Stigemo

Hobbies: Vandreture i naturen



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT