– Og den sidste eskadron, vi har, er en marineeskadron, og den håndterer alle de værnepligtige, vi har, og bygger dem op til at være klar til at indgå som professionelle soldater. Det er den måde, vi føder os selv på, så vi hele tiden får nye soldater, der flytter op i de to første eskadroner.
Hvad er det særlige ved opklaringsbataljonen på Bornholm?
– Det særlige er, at opklaringssoldater skal være exceptionelt gode. Alle soldater skal være gode, ellers dør de jo ultimativt i kamp, men opklaringssoldater er dem, der render rundt inde bag fjendens linjer for at finde ud af, hvor fjenden er, hvad han foretager sig og melder tilbage om det, så vi kan strikke vores egen kamp sammen. Det siger sig selv, at det er yderst farligt at opklare inde bag fjendens linjer, hvor den støtte, du kan få fra de andre enheder, er ret reduceret, fordi du er alene derinde. Det vil sige, at du som soldat skal være bedre end andre soldater, for ellers holder man ikke så længe, så det stiller store krav til de soldater, vi uddanner.
Har du selv været udsendt?
– Jeg har faktisk selv været udsendt for opklaringsbataljonen på Bornholm to gange for mange år siden. Dengang var jeg både en tur til Kosovo på Balkan, og efterfølgende var jeg udsendt som opklaringsdelingsfører til Irak. I en anden funktion har jeg været udsendt til Afghanistan. I de seneste år har vi skiftet fokus fra Mellemøsten til de baltiske lande, så der har jeg også været udsendt til Estland og Letland.