Oles største drøm er en våd eng

Oles største drøm er en våd eng
Ole Holm Pedersens vigtigste job er i dag at forbedre kvaliteten i friluftslivet som vi sidst har set med fornyelsen af sydkyststien fra Arnager til Boderne. Foto: Anette Vestergaard
NYHED | ABONNENT | 18. FEB 2024 • 11:00
NYHED | ABONNENT
18. FEB 2024 • 11:00

Ole Holm Pedersen, skovfoged i Bornholms Regionskommune, fylder 70 den 20. februar. Han er stadig aktiv og har ingen planer om at gå på pension.

I dag taler man om biodiversitet, men for Ole Holm Pedersen har det altid været natur.

Den snart 70-årige skovfoged i Bornholms Regionskommune er vokset op i naturen, har arbejdet i naturen hele sin karriere, og eftersom han i den tid har set naturen vige tilbage for landbrug, voksende byer og andre menneskelige indgreb, lyser hans øjne helt op, når han taler om at ’lave natur’.

I dag er natur nemlig noget, man laver. Noget man genopretter.

Skovfogeden sidder i sin lænestol og morer sig ved tanken om sin barndom i Dørken, en lille landsby på den midtjyske højderyg, hvor man levede et frit, men arbejdsomt liv, og hvor der ikke blev skævet til Ole, når han som tiårig kørte rundt på markerne i en Ferguson-traktor. Han voksede op som næstyngst i en søskendeflok på syv, med en far, der var skovarbejder, og en mor, der var kogekone og syerske og meget andet.

Det var en pragtfuld barndom, siger Ole Holm Pedersen. Uden regler og med masser af ansvar.

Og nu er det så pludselig blevet til 45 år på Bornholm, først i Vestermarie og på Lille Myregårdsvejen sammen med Ingemarie, Ole Holm Pedersens første kone, og deres fire børn og derefter 25 år i Aarsdale, hvor han bor i dag sammen med Ilsebil Hansen.

Fra stue og køkken er der direkte udsigt til havnen. Ilsebil og den australske hyrdehund Hejsa byder velkommen, ilden buldrer i brændeovnen. Udenfor holder skovfogedens bil parkeret med en ATV på traileren. Alle, der kender Ole Holm Pedersen, ved, at ATV'en har bragt ham langt ind i de fjerneste kroge af de bornholmske plantager. Han kender hvert eneste sølehul på øen, han er bekendt med det store jordskred, der for en måned siden tog et stykke af den nyanlagte kyststi med sig ved Risegård, og han er på fornavn med de fleste lodsejere.

Vild værnepligt og job på Bornholm

ATV’en står i skarp kontrast til Ole Holm Pedersens barndom, hvor bedsteforældrene stadig brugte heste i marken. Efter skole hjalp han sin far i skoven, og de timer blev startskuddet til en livslang kærlighed til træerne, dyrelivet og alt det andet, der i dag med et fint ord kaldes for biodiversitet.

Som uddannet skovfoged meldte Ole Holm Pedersen sig ind i Flyvevåbnet. Han havde hørt, at man kunne aftjene sin værnepligt på Vildtbiologisk Station i Kalø, med tjeneste på de militære flyvestationer rundt om i landet, og sådan blev det.

– Det var ret sjovt, for jeg blev jo fløjet rundt med militæret i Sikorsky-helikoptere, små øvelsesfly og gamle DC 3’ere, husker Ole Holm Pedersen.

I løbet af værnepligten var den unge rekrut med til at observere oliefugle og sæler i Vadehavet, mærke edderfugle på Samsø og udvikle skræmmelyde, der skulle holde fuglene væk fra de militære landingsbaner.

Efter aftjent værnepligt havde Ole Holm Pedersen et par korte ansættelser i to jyske statsskovdistrikter, inden han i 1979 blev skovfoged i Aakirkeby Kommune, med ansvar for plantagerne i Aaker og Pedersker.

Med sig til Bornholm havde han Ingemarie, som han havde mødt på efterskole, og som han blev gift med i 1977, og datteren Laura, og et barn på vej. Per blev født i Vestermarie i 1980, og børneflokken voksede med Anna i 1985 og Frederik i 1990.

Fra amt til regionskommune

I 1985 ringede lederen af amtets landskabsafdeling og tilbød Ole Holm Pedersen et job som skovfoged med ansvar for beskyttelse af klippeløkkerne, som var ved at gro til, samt stier, fortidsminder og fredede arealer. Det takkede han ja til, og efter kommunesammenlægningen fortsatte Ole Holm Pedersen i regionskommunen.

I dag har han blandt andet ansvaret for at fordele kommunale midler til øget biodiversitet på Bornholm, og det er, udover det tunge bureaukrati der følger med, en drømmeopgave for Ole Holm Pedersen at gå ind med kommunepenge og støtte lokale landmænd og tilflyttere med udtagning af lavbundsjord, rewilding og andre former for biodiversitetsfremmende tiltag.

Med en 70-års fødselsdag om hjørnet har Ole Holm Pedersen ingen planer om at stoppe.

– Det har alt sammen været spændende, siger skovfogeden.




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT