Medicin er ikke nok - Milo vil forbinde hjernen og fysikken gennem forskning

Medicin er ikke nok - Milo vil forbinde hjernen og fysikken gennem forskning
Milo Stegmann risikerede at ende på et herberg i England, hvis han ikke skyndte sig tilbage til Danmark. Foto: Søren Strandman-Møller
DAGENS NAVN | 30. JAN • 05:30
DAGENS NAVN | 30. JAN • 05:30

Han blev smidt ud af sin bolig i England om måtte hjem til Danmark over hals og hoved. Men efter at have sundet sig på Bornholm, vil Milo nu bruge sin uddannelse igen.

Hvilken baggrund har du?

– Jeg er uddannet inden for kognitiv nervevidenskab. Nervevidenskab handler om biokemi og hjernen. Det kognitive er psykologi og filosofi. Det var for at have både det biokemiske og sindet, at jeg valgte den vej, så det ikke kun var det ene eller andet, men at det var tværfagligt.

Hvilken form for arbejde vil man få med din uddannelse?

– Jeg ved, jeg gerne vil forske; nok i hjernesygdomme og psykiatriske sygdomme. Ét eller andet i den stil, hvor jeg kan hjælpe folk. Det er en af hovedgrundene til, at jeg har taget den uddannelse. Jeg vil gerne hjælpe folk, hvis jeg kan, og bidrage til nogle ting og finde på nye idéer eller teorier, så vi kan komme væk fra stigmatisering af psykiatriske patienter.

Hvad kunne det være, du kan hjælpe med?

– Nu har jeg forsket lidt i skizofreni gennem min uddannelse i antipsykotisk medicin. Vi har positive, negative og kognitive symptomer. Det meste antipsykotiske medicin påvirker positivt, for det er det, man kan se, bliver bedre, men nogle gange rammer det negativt. Det meste antipsykotiske medicin ignorerer til gengæld de kognitive symptomer, og det er faktisk dem, der påvirker personen mest, men det bliver der ikke taget hensyn til. Jeg føler en gang imellem, at der er splid på det område. Enten skal det være fuldstændig fysisk, eller også skal det være fuldstændig psykisk. Jeg føler, at man godt kan overlappe og hjælpe hinanden mere, så jeg håber, at man kan komme igennem her med forskning og håber, vi kan sige, at vi kan godt kan kigge på alternative metoder for folk.

Hvad er grunden til, at du valgte den uddannelse?

– Jeg har altid synes, at videnskab er spændende, og jeg har altid godt kunnet lide skolen. Så havde vi om hjernen i gymnasiet, og min lærer sagde, at jeg lyste op, og det bare fangede mig. Hjernen er et underligt sted, men spændende. Så så jeg, at der var uddannelser i det og tænkte, ”ja, det gør jeg”. Jeg kiggede i Danmark, men det var ikke det rigtige. Så jeg tog til England og fik uddannelsen der. Efterfølgende fik jeg en kandidatgrad i mental helbredsforskning og praksis.

Hvor læste du i England?

– Jeg læste min bachelor i Brighton og min kandidat i Nottingham. Jeg kunne rigtig godt lide min bachelor, men jeg følte, at universitet i Brighton kiggede mere på de biologiske ting som øret og hukommelsen og lignende, og det var ikke det, jeg gerne ville. Jeg følte mere, det var spændende at forske i psykiatriske sygdomme, og der virkede Nottingham Universitet til at være et sted med nogle gode muligheder.

Hvordan kan det lige være, at du netop valgte England?

– Jeg har været fascineret af England, siden jeg var lille, og læste engelske bøger, siden jeg har 13-14 år gammel. Jeg tog på sprogskole, og det var hyggeligt. Så synes jeg, det var fedt der og tænkte, at der ville jeg gerne tilbage til på et tidspunkt, og så var muligheden der med et universitet.

Hvordan kan det være, at du kom tilbage til Danmark?

– Jeg havde en dårlig udlejer. Jeg boede i Nottingham i tre år, og hun lavede noget fusk med elektricitet, som vi fandt ud af. Pludselig blev jeg bare sparket ud og havde en måned til at finde et nyt sted. Mange udlejere i England vil have en reference fra tidligere steder, hvor man har boet, der dokumenterer, at man er en god lejer. Det ville hun ikke give mig. Så mange steder sagde nej til mig, og når jeg ikke er engelsk statsborger og ikke kender nogen, der ejer et hus, skal man også stille med seks måneders husleje, før man kan flytte ind. Det er dyrt at bo i England og var ikke penge, jeg havde. Til sidst ringede jeg til min far og sagde, at jeg ikke føler, jeg kan gøre noget her. Alle muligheder, jeg søgte, endte i en væg, og pludselig var jeg tæt på at stå på gaden. Min far kørte gennem Europa og hentede mig. Jeg kom til Danmark i november i 2023 og har boet hos mine forældre lige siden. Så fik jeg arbejde på Café Gustav, mens jeg overvejer, hvad jeg skal gøre.

Hvordan er det så at arbejde på Café Gustav?

– Ganske fint. Jeg har det godt med mine kollegaer. Vi kan lave lidt grin med hinanden, og jeg har en god chef. Jeg havde en virkelig dårlig chef i England, så jeg er rigtig glad for, at jeg har en god denne gang.

Hvor lang tid regner du at blive på Bornholm?

– Ikke så lang tid. Jeg vil gerne bruge min uddannelse, og der er ikke umiddelbart noget her, jeg kan bruge den til. Jeg vil rigtig gerne ind i noget forskning, og der lader det til, at København lyder som et godt sted.

Kunne du forestille dig at flytte tilbage, når du har været ovre i en periode?

– Det kommer an på, hvilket arbejde jeg har – er det noget, hvor jeg ikke behøver at være på et laboratorium hver dag, så kunne vi godt snakke om det og kigge på, om det er muligt. Jeg vil i forvejen gerne uden for storbyerne, for jeg tror ikke, at jeg skal blive i en storby hele mit liv. Bornholm kunne det godt være, hvis der åbner sig nogle muligheder, hvor jeg kunne blive konsulent, men lige nu er det pt ikke en mulighed. Så vil det blive fortsat arbejde i servicebranchen, og jeg vil bare gerne noget andet og bruge min uddannelse.

Milo Stegmann

26 år gammel

Kandidat i kognitiv nervevidenskab

Opvokset i Nexø



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT