'Med en båd kan man sejle til Christiansø i weekenden, beslutte at tage en ferie i Hammerhavn eller flytte til Svaneke i en periode'

'Med en båd kan man sejle til Christiansø i weekenden, beslutte at tage en ferie i Hammerhavn eller flytte til Svaneke i en periode'
Fiona Ross. Foto: Jacob Jepsen
Lørdag 8. maj 2021 • 15:02
Lørdag 8. maj 2021 • 15:02

DAGENS NAVN: Fiona Ross. Oprindeligt var planen at undersøge, hvordan man skaber en demokratifestival og så flytte tilbage til Skotland og sætte en skotsk version af Folkemødet op – men så blev Fiona forelsket.

Fiona Ross – det lyder som om du er kommet tilrejsende fra et andet land?

– Det er jeg! Jeg er fra en ø i nordvest Skotland, der hedder Skye. Jeg sejlede til Danmark fra tre og halvt år siden, men var desværre fanget i København i to og halvt år, mens jeg læste min kandidat. Heldigvis er jeg nu sejlet videre til et genkendeligt samfund og er lykkelig for at bo i Tejn havn sammen med min kæreste Laust og min skibskat.

Hvad har bragt dig til Bornholm?

– Bornholm er en blomstrende ø, og jeg føler, at jeg kan lære så meget her på øen. Jeg er mega inspireret af, hvor mange tilflyttere der er her, iværksætterkulturen, og selvfølgelig Danmarks største politiske begivenhed – Folkemødet. Det jeg havde brug for, var granit og klipper, som minder mig om min fødeø. Så Bornholm var det eneste sted i Danmark for mig.

Du er frivilligkoordinator og Demo-projektleder på Folkemødet – hvordan er det kommet i stand?

– Da jeg flyttede til øen, var det med et ønske om at blive frivillig i Foreningen Folkemødet. Men så var der en ledig stilling som projektleder for Demo, et akademi for unge på Bornholm. Jeg har meget erfaring fra Skotland og er god til at have styr på tingene. Så jeg endte som frivilligekoordinator også.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?

– Jeg har læst politik og litteratur på Glasgow University. Så købt jeg min fiskekutter og flyttede til Danmark for at læse min kandidat i Migration Studies på Københavns Universitet. Nu betragter jeg mit job med Folkemødet som min næste uddannelse – jeg har i hvert fald lært rigtigt meget.

Hvad går jobbet ud på? Hvordan skaffer man frivillige, og hvor mange skal I bruge i år i forhold til et normalt folkemøde?

– Det er meget nemt at skaffe frivillige, fordi folk virkelig gerne vil ud og lave noget sjovt efter et år med pandemi. Udfordringen lige nu er, hvordan jeg som frivilligkoordinator skal håndtere de frivillige på en corona-sikker måde. I år har vi brug for mange flere frivillige på grund af covid-19. For første gang skal vi have billetsystem, indhegning og afspritning, og det kræver mange flere hænder. Så hvis du vil gerne være frivillig og støtte Bornholms største begivenhed, så tilmeld dig på https://frivillig.folkemoedet.dk/

Hvordan vil du beskrive dette års Folkemøde sammenlignet med de foregående ni?

– Det er lidt svært for mig at sige, fordi det er mit første år på holdet. Men den største forskel, jeg umiddelbart kan se, er, at vi i sekretariatet har så meget mere at styre, end vi plejer. Virksomheder kan ikke have deres egne telte med, kun vores telte, og vi skal lave tidsplaner til hver eneste af dem. Vi har et billetsystem, vi skal styre, og selvfølgelig et helt nyt sæt regler, vi skal forholde os til i forhold til corona.

Du bor på en husbåd i Tejn sammen med din kæreste, som er klatreguide på Hammeren. Hvorfor valgte I en husbåd?

– I virkeligheden valgte jeg en husbåd, da jeg købte den i Skotland for tre et halvt år siden. Men heldigvis mødte jeg en bornholmer, som var modig nok til at prøve bådlivet – selvom det er koldt om vinteren. At bo på en husbåd giver frihed, både økonomisk og praktisk. For eksempel var det muligt for mig at flytte herover uden at have et fast arbejde. Det er også en dejlig måde at bo på – man kan sejle til Christiansø i weekenden, beslutte at tage en ferie i Hammerhavn eller flytte til Svaneke i en periode.

Hvordan vil du beskrive tilværelsen på Bornholm – og hvad er dine planer for fremtiden?

– Livet her er bare dejligt. Vejret er utroligt godt – husk at jeg er skotsk – og jeg fandt meget hurtigt en god vennegruppe her. Og jeg bor cirka 25 meter fra bryggeriet i Tejn.

– Oprindeligt var planen at undersøge, hvordan man skaber en demokratifestival og så flytte tilbage til Skotland og sætte en skotsk version af Folkemødet op. Men nu er jeg alt for forelsket i øen og har fundet en kæreste her, som er lige så eventyrlysten og ambitiøs, som jeg er. Så min forbindelse til Bornholm bliver mere langsigtet end jeg havde forventet.

 


Fiona Ross

Alder: 27

Uddannelse: MA Advanced Migration Studies, København Universitet (2020). MA Politics & English Literature, University of Glasgow (2017).

Bopæl: Tejn

Civilstand: I et forhold med Laust Højmark

Hobbies: Sejlads



FÅ ABONNEMENT